Prikken over i'et skal sende Danmark op i det fine selskab

Verdens bedste fynske fodboldspiller er glad for endelig at kunne hjælpe gutterne på landsholdet igen.

Christian Eriksen er tilbage på det danske landshold. Fynboens betydning på holdet er enorm. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Landstræner Åge Hareide er langtfra utilfreds med det danske landsholds indsats i den seneste Nations League-kamp, hvor de rødhvide for en måned siden spillede 0-0 ude mod Irland.

Men.

- Der manglede det der lille prik over i’et. Gennembrudspasningen. Afslutningen. Noget, der kunne skabe det for os, siger Åge Hareide forud for ’gruppefinalen’ i Nations League mod Wales, hvor vinderen af kampen sikrer sig førstepladsen i gruppen.

Prikken over i’et på det danske landshold er naturligvis fodboldbegavelsen fra Middelfart Christian Eriksen, der sad ude med en skade i kampen i Dublin.

Den danske 10’er nu tilbage og han nød ikke ligefrem at se 0-0-kampen mod Irland i fjernsynet.

- Det var underligt. Det er ikke mange landskampe, jeg er gået glip af. Det er aldrig sjovt at sidde og se den derhjemme. Det var specielt. Man vil jo altid gerne hjælpe gutterne og bidrage, siger Christian Eriksen, der er ordentligt opdraget og derfor følger op med følgende beskedne melding.

- Det er jo så ikke ensbetydende med, at det ville ændre noget.

Det er dog en grov undervurdering af egen betydning.

Christian Eriksen bidrager med en hel del på det danske landshold og har lavet 19 mål i 25 kampe under Åge Hareide.

Landstræneren er da også anderledes direkte om sagen.

- Alle hold har jo en stjernespiller, der kan afgøre kampene. Det kan Christian gøre for os, siger Hareide.

Vil op blandt de bedste

Danmark kan med en sejr over waliserne på Cardiff City Stadium sikre sig førstepladsen i gruppen og dermed også oprykning til det fine selskab i Nations League, hvor de helt store fodboldnationer som Spanien, Tyskland og Frankrig huserer.

Derudover udløser førstepladsen en ekstra chance for at kvalificere sig til EM 2020, hvis den almindelige kvalifikation skulle glippe.

Christian Eriksen ser meget gerne, at det danske landshold rykker op og møder de stærkeste nationer, selvom Danmark i de fleste af de opgør nok ikke vil se så meget til bolden, som det har været tilfældet i kampene mod Irland og Wales.

- Det betyder jo, at vi kan teste os mod nogle stærkere nationer. Det kan godt være, man løber endnu mere i de kampe, men de er trods alt sjovere at spille. Det er med til at udvikle os som hold og spillere, siger Tottenham-spilleren.

Bliver det til nederlag til Wales, så render waliserne med førstepladsen i gruppen, mens en uafgjort vil give Danmark en ny mulighed for at tage førstepladsen. Det vil i så fald kræve en sejr over Irland i den sidste kamp i gruppen.

Danmark vandt hjemmebaneopgøret mod Wales i september med 2-0 i Aarhus. Og ja, Christian Eriksen scorede begge mål.

Aftenens kamp bliver vist på Kanal 5 med kampstart klokken 20:45. Opgøret kan også følges på radioens P3, mens man naturligvis også kan følge med live i tekst på dr.dk/sporten.