- Det er hævet over enhver tvivl, at menneskerettighederne bliver brudt og endda også temmelig brutalt. Derfor skal Danmark som minimum boykotte VM politisk.
Meldingen kommer fra Jens Rohde, idrætsordfører fra Radikale Venstre, efter at en ny rapport påviser slavelignende forhold for gæstearbejdere i Qatar, som i 2022 skal være vært for VM i fodbold.
- Det overordnede billede er et system, som tillader, at arbejdsgivere ikke behandler hushjælpere som mennesker, men som ejendele, siger Steve Cockburn, som er direktør for social retfærdighed i Amnesty International.
Rapporten fra Amnesty International er endnu en i rækken, der viser talrige brud på menneskerettighederne i VM-værtslandet. Så sent som i august udgav Human Rights Watch en rapport om horrible forhold for de mange bygningsarbejdere, som er i gang med at rejse store stadions i ørkensandet og gøre Qatar klar til, at fodboldens verdensstjerner rykker ind i 2022.
Modsat Radikale Venstre mener Kulturminister Joy Mogensen dog ikke, at det nu er på tide at tale om et politisk boykot af VM i Qatar.
- Regeringen har selvfølgelig den opfattelse, at menneskerettighedskonventionerne skal overholdes og respekteres. Fra dansk side har vi blandt andet rejst vores bekymringer over situationen for migrantarbejdere i Qatar i Menneskerettighedsrådet. Hvordan Danmark i givet fald skal repræsenteres i Qatar fra officiel side tages der først stilling til, når og hvis Danmark kvalificerer sig til VM, siger Joy Mogensen til DR Sporten.
Ingen stillingtagen før VM-billet
Selvom Radikale Venstre ønsker, at Danmark politisk skal boykotte VM i Qatar, så ingen danske politikere møder op til slutrunden, vil partiet ikke forsøge at forhindre det danske landshold i at deltage ved slutrunden. Det vil have ’meget vidtrækkende konsekvenser’ for landsholdet og DBU, siger Jens Rohde.
Til gengæld vil Radikale Venstre opfordre regeringen og DBU til at gå i dialog om, hvordan Danmark sammen med andre lande kan gøre en indsats for at flytte turneringen fra Qatar.
- Vi har ikke noget principielt synspunkt om, i hvilke lande man må afvikle idrætsbegivenheder, da sport på lige fod med FN kan åbne døre, men Danmark kan ikke se stiltiende på tyveri af såvel sporten som menneskerettighederne, siger Jens Rohde.
Men Kulturministeren ønsker ikke at blande sig politisk for at få fravristet VM-værtskabet i 2022 fra Qatar.
- Det er idrætsorganisationerne selv, der træffer beslutningerne om, hvor internationale sportsbegivenheder skal foregå, og de må derfor også selv stå på mål for deres beslutninger, siger Joy Mogensen.
Radikale Venstres ønske om at få flyttet VM i 2022 ud af Qatar bakkes op af Alternativet og Enhedslisten, men de øvrige partier i folketinget mener ikke ubetinget, at det er den rigtige vej at gå.
Hos Nye Borgerlige er holdningen, at Dansk Boldspil-Union, DBU, må på banen.
- Når DBU vælger at gå ind i Black Lives Matters-diskussionen og blive talerør for den sag, da spillerne knælede før en landskamp, gør DBU sig til en politisk organisation. Derfor er det også forventelige, at DBU må forholde sig til, om de kan deltage i et VM, som foregår på de her vilkår, siger Lars Boje Mathiesen, kulturordfører hos Nye Borgerlige.
Kulturordføreren mener, at DBU er trådt væk fra armslængdeprincippet om, at idræt er idræt og politik er politik.
- DBU kan ikke vælge at slå op i banen igen og sige ’uh, nej. Nu vil vi ikke mere. Nu må det være op til politikerne at tage stilling’. DBU må da for pokker tage stilling til, om de kan deltage. Det er jo ikke folketinget eller regeringen, der skal deltage ved en slutrunde. Det er DBU, siger Nye Borgerliges kulturordfører.
Hos DBU understreger kommunikationschef, Jakob Høyer, at beslutningen om at knæle ikke skal linkes til organisationen Black Lives Matter, men i stedet handlede om bekæmpelsen af racisme, homofobi og andre former for diskrimination. Det var spillernes beslutning, og det bakkede DBU op omkring.
Jakob Høyer siger derudover, at DBU ingen holdning har til, om man fra dansk side skal initiere et politisk boykot.
- Det er suverænt folketingets beslutning, lyder det.
Har I overvejelser omkring, hvorvidt den politiske del af DBU skal boykotte slutrunden?
- Nej, det har vi ikke drøftet alene af den grund, at vi ikke har kvalificeret os til VM endnu, siger Jakob Høyer.
For nuværende er DBU-strategien at fortsætte den kritiske dialog og den vej igennem lægge pres på myndigheder, VM-arrangører og fodboldforbundet i Qatar for at forbedre forholdene for landets migrantarbejdere.
Den linje bakker SF op om. Partiet mener, at det er en fejl, at slutrunden er placeret i oliestaten, men tror ikke, at det er sandsynligt at få den flyttet, siger idrætsordfører Charlotte Broman Mølbæk.
Ordføreren tror desuden ikke, at et politisk boykot vil 'have nogen effekt andet end lidt kortvarig opmærksomhed'.
Udpint til bristepunktet
På trods af organisationens egen opsigtsvækkende rapport om forholdene i Qatar, er generalsekretæren i Amnesty International i Danmark, Trine Christensen, heller ikke klar til at opfordre regeringen eller DBU til boykot.
- Vi har ikke en helt hård holdning til, om boykot er at foretrække eller ej. Jeg kan sagtens forstå, hvis politikerne siger, at det her kan Danmark ikke være med til. Men på den anden side kan det også rykke noget, hvis man deltager kritisk, siger Trine Christensen.
- Altså at man ikke bare møder op og bliver en del af festen og propagandamaskinen, men at man også gør sig den ulejlighed at mødes med oppositionspolitikere og taler åbent om menneskerettighedsproblemerne i landet. Tager man med, mener jeg, det stiller nogle klare krav til, hvordan man så agerer, siger generealsekretæren.
I 2017 vedtog parlamentet i Qatar en række love, der skulle bedre arbejdsforhold for gæstearbejdere, der arbejder som hushjælpere. Obligatoriske daglige pauser, maksimum ti timers-arbejdsdage og en ugentlig fridag var blandt tiltagene.
- De kvinder, vi har talt med, er blevet udpint helt til bristepunktet. Af fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. Og de her ting sker med total straffrihed. Vi har ikke kunne se nogen af de lovede effekter af lovreformerne for hushjælpere. Det har været ren vinduespynt indtil videre, siger Trine Christensen.
Rapporten fra Amnesty indeholder flere vidnesbyrd fra kvinder, som har været udsat for fysiske og psykiske overgreb i arbejdet som gæstearbejder og hushjælper i Qatar. Her er et par udpluk af disse. Kvinderne er anonymiseret i rapporten for at beskytte deres identitet:
DR Sporten har været i kontakt med samtlige folketingspartier. Konservative, Venstre og Liberal Alliance er ikke vendt tilbage med svar.