Rustne danske målmænd kan koste ved EM

Thomas Sørensen og Anders Lindegaard er ikke i optimal kampform før EM, mener to tidligere landsholdsmålmænd.

(Foto: Scanpix © Scanpix)

Det danske fodboldlandshold har et problem på målmandsposten til eftermiddagens testkamp mod Brasilien og måske også ved næste måneds EM-slutrunde i Polen og Ukraine.

Hverken Thomas Sørensen eller Anders Lindegaard er i optimal kampform forud for EM, og det svækker Danmark, mener de to tidligere landsholdsmålmænd Mogens Krogh og Peter Kjær.

- Det er en uheldig situation, at ingen af vores førstevalg spiller fast på deres klubhold. Det betyder meget at have kontinuerlig kamptræning i forhold til timing, siger Mogens Krogh.

Stephan Andersen har som den eneste af de tre EM-målmænd fået fast spilletid gennem længere tid, men han er betragtet som reserve for Thomas Sørensen.

Anders Lindegaard er lige kommet tilbage fra en ankelskade, men har kun fået et par reserveholdskampe siden januar for Manchester United.

Thomas Sørensen blev vraget som førstekeeper i Stoke i foråret, men fik de sidste to kampe i Premier League, og det hjalp en smule på det samlede billede.

- Det er langt bedre, end det kunne have været, men det er heller ikke der, hvor det er optimalt, mener Peter Kjær.

Fodboldkommentatoren på TV3+ trøster sig ved, at førstevalget Thomas Sørensen tidligere har bevist, at han kan præstere, selv om han ikke spiller fast på sit klubhold.

- Thomas har stået i situationen før og gjort det godt, og det er betryggende. Men det er ikke den bedste situation, vi er havnet i, siger Kjær.

Den tidligere Silkeborg-keeper husker, hvordan han som aktiv savnede noget i kampene, når han ikke havde spillet i længere tid.

- De mindste fejl har en konsekvens for din præstation og for resultatet. Derfor kan vi ikke snakke os ud af, at du kommer til at mangle de sidste procenter og den kampform, der er så vigtig.

- Uanset hvor meget du træner, og hvor mange reserveholdskampe du spiller, så mangler du de her kampe på det højest mulige niveau, fastslår Kjær.

Landstræner Morten Olsen forsvarer EM-udtagelsen af de to målmænd med begrænset spilletid.

- Thomas er vores førstevalg, og vi har ikke tvivlet på Anders' kvaliteter. Vi har før haft Thomas med, selv om han nogle gange ikke havde spillet så meget, men så har han alligevel præsteret.

- Det tror vi også, Anders er i stand til, siger Olsen.

Danmark spiller sin første kamp ved EM mod Holland 9. juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter