Schmeichel: Mit ego skal ikke bestemme om jeg spiller

Det er stadig tvivlsomt om Kasper Schmeichel bliver klar til søndagens VM-kvalifikationskamp mod Armenien.

Kasper Schmeichel spiller kun mod Armenien, hvis han er 100 procent klar. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

Målmand Kasper Schmeichel er i kapløb med tiden for at blive klar til søndagens VM-kvalifikationskamp mod Armenien.

Leicester-spilleren blev i mandags opereret for lyskebrok, og i aftes stødte han til landsholdslejren i håbet om at blive klar til kampen i Parken, som er den første i jagten på en VM-billet.

Men det er stadig uklart om Schmeichel bliver klar til opgøret.

- Det håber jeg. Der er ingen garantier, så det kommer til at handle om, hvordan jeg har det, siger han og lover kun at melde sig spilleklar, hvis kroppen er helt fit for fight.

Ingen kompromiser

- Jeg skal ikke ud og gå på kompromis for holdets skyld. Jeg skal ikke ud og være en fare for holdet, fordi jeg ikke præsterer. Mit ego skal ikke diktere, at jeg skal spille selvom jeg ikke 100 % klar.

Kasper Schmeichel har trænet intensivt med Leicesters lægestab siden operationen, og det er i samråd med dem og landstræner Åge Hareide, at Schmeichel tager den endelige beslutning.

- Jeg har kunne følge det program, som lægerne har lagt og fortsætter med at følge det, indtil det er slut, og så må vi bare krydse fingre for at jeg bliver klar. Jeg må være ærlig, når tidspunktet kommer til at træffe en beslutning, siger keeperen.

Danmark møder Armenien på søndag klokken 18. Kampen kan høres i LIGA på P3 eller følges live i tekst her på siden.

Facebook
Twitter