Schmeichel tilbage i målet mod England

Kasper Schmeichel starter inde, når Danmark i morgen aften møder England på Wembley. Hør hans reaktion.

Morten Olsen fortsætter med at rotere blandt de danske målmænd, når Danmark onsdag aften spiller venskabskamp mod England. I modsætning til den seneste landskamp mod Norge i november bliver Kasper Schmeichel   fra Leicester City valgt på bekostning af Stephan Andersen fra Go Ahead Eagles.

- Det er ikke, fordi Stephan Andersen har gjort det dårligt, men vi synes, at Kasper fortjener chancen. Og nu har vi muligheden for at give ham en kamp på Wembley, siger Morten Olsen på dagens pressemøde i London.

Det kan være en indikation af, at Morten Olsen ser større perspektiver i Kasper Schmeichel, da Stephan Andersen har haft en svær karriere i de senere år med vekslende spilletid hos Evian i Frankrig og Betis i Spanien. I januar valgte han derfor at blive udlejet til den lille hollandske klub Go Ahead Eagles i jagten på spilletid.

Modsat har Kasper Schmeichel, der er søn af Peter Schmeichel, større sportslig succes end nogensinde. Hans engelske klub Leicester City ligger på en klar førsteplads i 1. division og ligner et hold, der i næste sæson rykker op i Premier League. Meget skal i hvert fald gå galt, hvis det ikke sker.

Olsens tanke kunne derfor være, at målet i EM-kvalifikationen fra efteråret skal vogtes af en målmand med forhåbentlig fast spilletid i Premier League.

Venskabskampen mod England bliver Schmeichels tredje landskamp efter indskiftningen mod Makedonien sidste år i en testkamp og den sidste EM-kvalifikationskamp mod Malta i Parken. Dermed bliver det fjerde landskamp i træk, at Morten Olsen skifter ud på målmandsposten.

Derimod ser det ikke ud til, at Christian Eriksen bliver klar til opgøret mod englænderne.

- Han er meget tvivlsom. Han er ikke så bevægelig og har smerter, så det er en kamp mod tiden. Men vi tager ingen chancer, siger Olsen.

Se og hør Kasper Schmeichel sætte ord på beskeden fra Morten Olsen i videoen øverst.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter