Schöne er Danmarks bedste bud på en 'Pirlo'

Ajax-spilleren Lasse Schöne nyder sin position lidt længere tilbage på banen, hvor han kan kontrollere Danmarks spil.

Lasse Schöne har spillet fra start i Danmarks seneste to landskampe. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Det er de færreste fodboldspillere, der i karrieren opnår at blive sammenlignet med den italienske midtbanedirigent, Andrea Pirlo.

Italieneren, der sidste år stoppede karrieren, dominerede i mange år italiensk fodbold med sine sylespidse stikninger, eminente frispark og evne til at diktere spillet.

På det danske landshold er der ikke nogen Pirlo, men der er Lasse Schöne, som i de seneste to landskampe for Danmark har startet inde som kontrollerende midtbanespiller. En sekser, som det hedder på taktiktavlen.

At sammenligne 32-årige Lasse Schönes kvaliteter med en af spillets legender på samme position er dog ikke helt ude i skoven, vurderer landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, der selv spillede med Andrea Pirlo i AC Milan. Udover at Schöne er lidt af en frisparksspecialist, så har han også en fodboldhjerne, der vejer op for fysikken.

- De er to kloge fodboldspillere. Pirlo var en, der søgte den dybe bold noget mere, men det er to fantastiske spillere med en teknisk bagage, som meget få spillere har.

- Lasse Schöne er en gudsbenådet fodboldspiller, der har fået en ny position lidt længere tilbage på banen. Han tænker fodbold, vil gerne have bolden, og på den måde kan han kontrollere kampene for os, og det er det, vi gerne vil, siger Jon Dahl Tomasson.

Kvist-exit gav plads

At Lasse Schöne er rykket op i hierakiet som en af Åge Hareides foretrukne har været længe undervejs. Inden nordmanden satte sig i trænersædet var det ud og ind for midtbanebanemanden, da Morten Olsen havde tøjlerne.

Men da William Kvist stoppede sin landsholdskarriere efter sommerens VM, blev der endelig plads til Schöne, og det er noget, der motiverer den rutinerede midtbanespiller.

- Det er lidt sjovere at være med landsholdet, når man spiller. Jeg kan ikke mindes mange gange, at jeg har været i startopstillingen flere gange i træk.

- Den plads, jeg spiller nu, er lidt åben, og det har den ikke været i forrige år. Det er dejligt at blive belønnet for det hårde arbejde, man har lavet, siger Lasse Schöne.

Føler sig fit

I Ajax er Lasse Schöne en af de rutinerede kræfter på et meget ungt hold, og her er han - som på landsholdet - også rykket længere tilbage på banen.

Positionsskiftet passer dog Schöne glimrende, der stadig har meget at lære i sin 'nye' rolle.

- Det er den position, jeg helst vil spille, og det er en position på banen, som jeg gerne vil spille, til jeg stopper med fodbold. Jeg er over 30 nu, så på en eller anden måde falder det hele lidt på plads.

- Jeg føler kun, at jeg kan blive bedre. Alder er kun et tal, og jeg har prøvet en del, men jeg føler mig stadig fit og er glad for at spille, siger Lasse Schöne.