Simon Kjær runder 30 år: 'Tæt på at være den perfekte anfører'

Landstræner og holdkammerater storroser Simon Kjær, der fylder 30 år i dag.

Simon Kjær fylder 30 år i dag. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Hvis De Berejstes Klub havde en underafdeling på fodboldlandsholdet, ville Simon Kjær være et af de mest prominente navne på medlemslisten. I aften fylder han 30 år og kan se tilbage på en karriere, der indtil videre har bragt ham forbi syv klubber i seks forskellige ligaer i Europa.

Det er sådanne erfaringer, der har været med til at gøre Simon Kjær fra Sevilla til en yderst respekteret anfører på landsholdet.

- Specielt under Simon Kjær har det været helt fantastisk for mig at være på landsholdet. Alle er glade, og der er ikke det små-snakkeri, der kan være i klubberne, hvor alle er konkurrenter. Det har vi ikke. Det giver en fantastisk harmoni, og det har han været med til at skabe, lyder for eksempel skudsmålet fra Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen.

Naturlig afløser for Agger

I aften går fødselaren på banen til sin landskamp nummer 87, når det gælder opgøret mod Schweiz i Basel – den sværeste udekamp i EM-kvalifikationen. Siden 2016 har han båret anførerbindet, som han overtog efter Daniel Aggers karrierestop. Ifølge landstræner Åge Hareide var Kjær den naturlige afløser.

- Han er en meget loyal person, og han har respekt i spillertruppen. Han er utrolig opmærksom på de andre spillere i løbet af en træningssamling, og det er en vigtig egenskab som kaptajn, mener Åge Hareide og fortæller om en af sine overvejelser i forbindelse med udnævnelsen af Simon Kjær som anfører:

- Jeg har altid været tilhænger af at have en markspiller som anfører, fordi det er svært at kommunikere med en målmand. Ellers kunne Kasper Schmeichel også have været en kandidat. Men når der er stop i spillet, kan vi snakke med Simon Kjær og give en melding til holdet, siger landstræneren.

Tæt på perfektion

Simon Kjær debuterede som 20-årig i en VM-kvalifikationskamp mod Sverige i 2009, og han imponerede den daværende landstræner, Morten Olsen, så stort, at han har været fast inventar i startopstillingen lige siden.

I starten af landsholdskarrieren var han en spiller, der gerne byggede spillet op, men i 30 års-versionen er det mere duelstyrke og vindermentalitet, der karakteriserer ham som forsvarsspiller. Borussia Dortmunds Thomas Delaney, som selv har været anfører i FC København, sætter flere ord på:

- Han er en anfører i klassisk forstand. Én, som går forrest på banen og uden for. Han står altid efter træning og snakker med trænerne om en detalje, og han ved meget om landsholdet, fordi han har prøvet meget. Ikke bare i klubregi, men også i de rød/hvide-farver. Han er tæt på at være en perfekt anfører, konstaterer Thomas Delaney.

I klippet ser 20-årige Simon Kjær frem mod sin landsholdsdebut, hvor han skulle spille over for Zlatan Ibrahimovic.

Vokset med opgaven

Mens det var naturligt for Åge Hareide at kigge Simon Kjærs vej, har det ikke været naturligt for Sevilla-spilleren at blive anfører. Han har aldrig været en udadvendt person, der stiller sig op foran andre, og han har heller ikke været typen, der træffer beslutninger på egen hånd.

- Hvis jeg er i tvivl om noget, så tager jeg ikke bare beslutningen ene mand. Så spørger jeg, hvad folk synes, sagde Simon Kjær tilbage i efteråret 2016.

Den evne har ifølge Nicolai Jørgensen stor betydning på landsholdet, og det får ham til at konkludere:

- Jeg synes, at han har rykket sig helt sindssygt, efter at han har fået anførerbindet. Han står for det hele, styrer alt og tager teten. Jeg har stor respekt for, hvad han har opnået, siger Nicolai Jørgensen.

I klippet fortæller Simon Kjær om sin nye rolle som anfører i 2016.

Tre point i gave

Selv føler hovedpersonen sig bedre end nogensinde. Han førte Danmark tæt på en VM-kvartfinale sidste sommer, og nu glæder han sig til at begynde på EM-kvalifikationen. Første akt er mod Schweiz. En aften, der kan gøre hans 30-års fødselsdag en hel del sjovere.

- Et godt resultat er mere end rigeligt for mig, bemærker Simon Kjær, inden han husker at tilføje:

- Det eneste negative er, at jeg ikke kan være sammen med mine drenge og min kone.

For sådan er livet for en af landsholdets mest berejste spillere. Altid på farten mod en ny kamp.

EM-kvalifikationskampen mod Schweiz kan følges direkte på Kanal 5 eller på radioens P3 fra klokken 20.45.

Facebook
Twitter