Skarpretteren Dolberg sender Ajax på sejrskurs

Kasper Dolberg hamrede Ajax foran 1-0, da klubben lørdag aften slog Willem II 2-0 i Æresdivisionen.

Kasper Dolberg var på pletten for Ajax lørdag aften. (Foto: OLAF KRAAK © Scanpix)

Kasper Dolberg satte Ajax i gang, da klubben på hjemmebane lørdag aften besejrede Willem II 2-0.

Sejren sikrede Ajax tre point på andenpladsen i rækken, hvor PSV Eindhoven er tophold med 33 point.

Ajax følger efter med 28 point, efter at begge hold har spillet 11 kampe i sæsonen.

Kasper Dolberg var hurtig til at bringe Ajax foran i opgøret.

Den danske angriber sendte bolden i mål uden for feltet, da han ikke betænkte sig efter David Neres' pasning på tværs efter 11 minutter.

Bolden trillede hen til danskeren, som afsluttede første gang, og bolden drønede i mål til 1-0.

11 minutter senere sørgede Frenkie de Jong for 2-0 med en flad afslutning, efter at Ajax igen havde udspillet Willem II-forsvaret.

Lasse Schöne var også med i opgøret for Ajax, og den 32-årige landsholdsspiller lod sig udskifte efter 67. minutter.

Scoringen var 21-årige Dolbergs fjerde ligamål i denne sæson, hvor han har fået spilletid i seks kampe.

/ritzau/