Slut med kedelige venskabskampe: Danmark kan tage kompliceret omvej til EM

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) vil sætte EM-billetter på spil i landsholdenes træningskampe.

Christian Eriksen og kompagni kan se frem til lidt færre ligegyldige træningskampe. Det er i hvert fald idéen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det er de færreste roligans, der har pulsen helt oppe, når det danske landshold skal spille træningskamp/testkamp/venskabskamp mod en vilkårlig modstander på et halvtomt stadion i Østeuropa. Det kan virke lidt ligegyldigt.

Det vil Uefa nu forsøge at lave om på. Der vil derfor være EM-billetter på spil, når Christian Eriksen og kompagni fremover spiller de famøse træningskampe.

Konceptet hedder Uefa Nations League og kan virke en anelse kompliceret.

Nations League bliver en del af kvalifikationen til EM i 2020, hvor der bliver 24 deltagende nationer.

20 ud af de 24 deltagende nationer vil kvalificere sig til slutrunden, som man kender det i dag via kvalifikationsgrupper. Her vil de to bedste hold i hver af de ti kvalifikationsgrupper sikre sig direkte billet til EM.

Det efterlader fire pladser til EM, som der så skal spilles om i Nations League.

De europæiske nationer vil være inddelt i fire divisioner baseret på deres placering i Uefa’s koefficient-system.

Det bedste hold i hver af de fire divisioner vil få en plads ved EM i 2020. Divisionsvinderen findes via playoff, mere om det længere nede.

Det betyder altså, at hvis Danmark ikke kvalificerer sig på vanlig vis, så kan Danmark via det, der tidligere blot var træningskampe, spille sig frem til EM mod modstandere, der rangerer nogenlunde på samme niveau som Åge Hareides mandskab.

Kringlet vej til EM

Danmark er i øjeblikket placeret som nummer 23 i Europa, så Danmarks Nations League-modstandere skulle aktuelt findes blandt de næstbedste hold i Europa, hvilket er hold som Sverige, Ukraine, Irland og Holland.

Danmark ville ikke skulle spille mod samtlige hold i Division B, men møde tre Division B-hold ude og hjemme. Skulle Danmark ende i toppen af den mini-gruppe, ville Danmark så være klar til playoff-spil mod de øvrige vindere af minigrupperne i Division B.

Eksempel på Danmarks omvej til EM i 2020:

Åge Hareides mandskab starter som lyn og torden i den klassiske EM-kvalifikationsturnering, men taber totalt pusten og ender som nummer tre i gruppen. Dermed ingen direkte kvalifikation til EM.

Til gengæld går det anderledes godt i Nations League, hvor Danmark er havnet i gruppe med Sverige og Wales. Danmark vinder både ude og hjemme over såvel Sverige som Wales.

Så er Danmark klar til playoff mod de øvrige gruppevindere i Nations League Division B.

Danmark møder Tyrkiet i playoff-semifinalen og vinder i sikker stil 3-1 hjemme i Parken.

I playoff-finalen venter Irland, som takket være en heldig lodtrækning har hjemmebanefordelen.

Ikke desto mindre vinder Danmark 1-0 på en sen Kasper Dolberg-scoring, og dermed er Danmark klar til EM i 2020.

Herunder kan du se, hvordan de europæiske hold i øjeblikket er rangeret og hvilken Nations League-division, de aktuelt tilhører.

Division A

Tyskland, Portugal, Belgien, Spanien, Schweiz, Frankrig, England, Italien, Polen, Kroatien, Island, Wales.

Division B

Rusland, Nordirland, Slovakiet, Sverige, Holland, Ukraine, Bosnien-Hercegovina, Østrig, Tyrkiet, Irland, DANMARK

Division C

Slovenien, Albanien, Montenegro, Serbien, Skotland, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, Bulgarien, Israel, Norge, Cypern, Finland, Estland, Aserbajdsjan.

Division D

Litauen, Hviderusland, Georgien, Armenien, Makedonien, Færøerne, Luxembourg, Letland, Moldova, Kasakhstan, Liechtenstein, Andorra, Malta, Kosovo, San Marino, Gibraltar

Vil du læse mere om Uefa Nations League, så er der meget mere på Uefa’s hjemmeside, hvor du også kan se en videopræsentation af det nye koncept.

Facebook
Twitter