Spillerforeningen undrer sig over DBU's stop af forhandlinger

DBU og spillerforeningen kan ikke nå til enighed om ny vilkårsaftale. DBU siger, at forhandlingerne er indstillet. Den tilgang forstår spillerne ikke.

(ARKIV) VM kvalifikationskamp mellem Armenien-Danmark i Yerevan, Armenien. Holdbillede af fodboldlandsholdet, den 4. september 2017. Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen er indstillet. En aftale er endnu ikke kommet på plads. Det skriver Ritzau, lørdag den 1. september 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Deadlinen, som DBU havde sat for at nå frem til en ny aftale for landsholdet, er overskredet, og da parterne stadig er langt fra hinanden, har DBU valgt at indstille forhandlingerne.

Det møder kritik fra Spillerforeningen, der repræsenterer landsholdsspillerne.

- Vi er indstillet på at forhandle dag og nat, indtil der er en aftale. Det undrer os meget, at DBU ikke er det samme. I stedet har de valgt at afbryde forhandlingerne, og dermed taber vi dyrebar tid. Vi kunne have forhandlet hele lørdag og søndag. I stedet taler vi slet ikke sammen nu, siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland i en pressemeddelelse fra netop Spillerforeningen.

Aftalen for landsholdet afgør vilkårene for landsholdsspillerne, når de deltager i samlinger og kampe for landsholdet. Det drejer sig både om løn, bonusser, brug af spillere i reklamer og forhold i forbindelse med landsholdssamlingerne. Landsholdets kaptajn Simon Kjær har samme udmelding som Mads Øland.

- Vi spillere har lørdag middag modtaget en mail fra DBU, hvor vi kan forstå, at de ikke vil forhandle videre for at indgå en aftale. Det er vi vildt overraskede over, for vi var ikke klar over, at forhandlingerne var slut. DBU ved godt, at vi ikke kan spille uden en aftale, så det må jo betyde, at de vil aflyse kampene i næste uge, siger Simon Kjær i samme pressemeddelse.

Mulige aflysninger kan koste EM

DBU har sat en deadline for at få fornyet aftalen fem dag før de kommende landskampe. Den 5. september er der venskabskamp mod Slovakiet og den 9. september møder Danmark Wales i det nye Nations League-format. En aflysning fra dansk side kan betyde, at landsholdet bliver udelukket fra EM-kvalifikationen.

Spillerne kan dog ikke se, hvorfor DBU ikke har lyst til at fortsætte forhandlingerne frem mod kampene. DBU har sat sig for at stille det bedst mulige hold, men uden en aftale med spillerforeningen, afviser landsholdet at spille.

Derfor har DBU foreslået at forlænge den nuværende aftale, så den gælder de to kampe. Det kommenterer spillerne dog ikke direkte på i pressemeddelelsen.

- Det er DBU, der skaber problemer og risiko for aflyste landskampe og kæmpekonsekvenser for alle i dansk fodbold. Også børnefodbold og breddefodbold bliver ramt, hvis også Nations League-kampen ryger, og Danmark så bliver smidt ud af EM-turneringen. Det er jo hvert år landsholdet, der spiller de mange millioner ind til DBU, som kan bruges til bredde og børnefodbold, forklarer Simon Kjær i pressemeddelelsen.

Facebook
Twitter