Syv anderledes ting, du skal vide om Gibraltars fodboldlandshold

I aften møder Danmark Europas måske svageste fodboldnation.

Gibraltars fodboldlandshold forud for seneste landskamp. (Foto: Irakli Gedenidze © Scanpix)

Gibraltar er nummer 198 på Fifas officielle verdensrangliste - lige efter Samoa. Med et indbyggertal på 34.500 er befolkningstallet lavere end Bornholms.

Her er syv ting, du (også) skal vide inden aftenens EM-kvalifikationskamp.

1

Lutter tabte kvalifikationskampe

Gibraltars Tjay De Barr efter seneste nederlag i Dublin. (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Den aktuelle EM-kvalifikation er Gibraltars tredje jagt på en slutrunde. Både i EM-kvalifikationen 2016 og VM-kvalifikationen 2018 tabte Gibraltar alle 10 kampe, og de er startet i samme spor denne gang.

To tabte kampe til Irland og et nederlag til Georgien betyder foreløbig 23 kvalifikationskampe og 23 nederlag.

I klippet her under kan du få en rundvisning af Andreas Kraul på Victoria Stadium i Gibraltar:

2

Forbund, fanshop og fodboldstøvler i hovedgaden

Anfører Roy Roy Chipolinas brugte fodboldstøvler står udstillet hos fodboldforbundet, hvor der også er fanshop og billetsalg. (Foto: Andreas Kraul)

Fodboldforbundet holder til i hovedgaden, der bare hedder Main Street. Udover administration indeholder bygningen også billetsalg, kiosk og fanshop relateret til fodboldlandsholdet.

En hovedattraktion i rummet er anfører Roy Chipolinas udstillede fodboldstøvler fra nationens første kvalifikationskamp 7.september 2014.

3

Politimanden skød Sviatchenko i sænk

Erik Sviatchenko og Celtic i kamp mod Lincoln Red (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

Det intime Victoria Stadium er belagt med kunstgræs og klemt inde mellem landingsbane og klipper. Her oplevede den skotske mesterklub Celtic med Erik Sviatchenko på banen et pinligt nederlag, da de i 2016 tabte 1-0 i Champions League kvalifikationen til lokale Lincoln Red Imps FC.

Politimanden Lee Casciaro scorede målet i kampen, der stadig bliver refereret ivrigt af den mand, der i dag betjener kabelbanen mod øens turistede klippetop.

4

Tvivlsomt træner-cv

Træner Julio Cesar Ribas i tidligere kvalkamp mod Irland. (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Gibraltars fodboldlandshold ledes af 62-årige Julio Cesar Ribas. Træneren fra Uruguay har tidligere stået i spidsen for Oman, hvor han dog blev kylet ud efter tre kampe.

5

Foreløbig fire triumfer

Mens det er blevet til føromtalte 23 kvalifikationsnederlag i tiden som officiel fodboldnation, har Gibraltar vundet fire gange i testkampe og Nations League. Malta, Letland, Armenien og Liechtenstein har måttet lægge ører til den sjældne sejrssang fra Gibraltars fodbolddrenge.

1-0-udesejren i Armenien betegnes som Gibraltars største sejr, mens den seneste kom hjemme mod Liechtenstein i oktober sidste år. Sejren over Liechtenstein er i øvrigt sidste kamp, Gibraltar scorede i. Siden er det blevet til fem kampe i træk uden mål.

6

Historisk dansk landskamp

Sidste års såkaldte vikarlandshold bestod af spillere fra især futsal-landsholdet og 2. division. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Herrer, damer, ungdom eller senior. Danmark har aldrig tidligere mødt Gibraltar i en landskamp på noget niveau. Det tætteste, vi kommer på, er januar 2015, hvor Danmarks futsal-landshold vandt 9-1 over Gibraltar. Kampen blev spillet foran 95 tilskuere i en hal i Bulgarien.

Apropos futsal så spilles aftenens landskamp præcis et år efter det såkaldte vikarlandshold var i kamp for Danmark og tabte 3-0 i Slovenien. Her var flere futsal-landsholdsspillere i truppen.

7

Venstrebacken er all time-topscorer

Kamprekordholder og delt topscorer Liam Walker (Foto: Tony O'Brien © Scanpix)

Med sine to scoringer mod henholdsvis Liechtenstein og Armenien er holdets venstreback Joseph Chiponina all time-topscorer for Gibraltar. Målene faldt henholdsvis 13. og 16. oktober sidste år.

Han deler topscorertitlen med angriberen Liam Walker. 10’eren Walker er samtidig kamprekordholder med 39 optrædener.