Træt, nybagt far blev budt velkommen med kærlighed i landsholdslejren

Andreas Christensen er tilbage i landsholdstruppen, efter han er blevet far til en søn.

Efter fem dage med manglende søvn er Andreas Christensen i spil til fredagens kamp mod Kroatien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Den danske forsvarsspiller Andreas Christensen har endnu ikke været en del af Danmarks forrygende start på Nations League-gruppespillet.

Mens holdkammeraterne har hentet udesejre i Paris og Wien, har han været at finde på en fødegang i København, hvor hans kæreste har født parret en søn, der begge har det godt.

- Det har været lidt mærkeligt, men på en eller anden måde har det været lidt ligegyldigt, for jeg har været så glad og har set frem til at sige hej til den lille, siger Andreas Christensen.

Efter nogle lykkelige, men hårde dage, var den nybagte far torsdag tilbage i landsholdsuniformen, da han var til stede på et pressemøde frem mod fredagens kamp mod Kroatien.

Selvom forsvarsspilleren er i søvnmangel oven på familieforøgelsen, er han godt stillet i forhold til nogle af holdkammeraterne, der fredag spiller tredje kamp på godt en uge efter en lang sæson.

Derfor har landstræner Kasper Hjulmand ingen betænkeligheder ved at sætte "AC", som han kalder ham, på banen fredag aften.

- Bare fordi man har misset lidt søvn, så skal man nok være klar, siger Kasper Hjulmand.

Efter fem dage i en sygeseng ved siden af kæresten har Andreas Christensen lagt et ekstra træningspas ind fredag, inden kroaterne venter om aftenen.

- For at få så meget tempo i kroppen som muligt, lyder det fra landsholdets nummer seks.

Planen var egentlig, at forsvarsspilleren, der blev far i weekenden, allerede skulle være stødt til landsholdet søndag og spillet kampen mod Østrig mandag. Men et aflyst fly satte en stopper for det.

Andreas Christensen kan fredag spille sin kamp nummer 55 for Danmark. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

'Nåede dårligt nok at sige tillykke med sejren'

Med en misset tur til Wien kunne Andreas Christensen som den første ankomme til spillerhotellet i Helsingør, hvor landsholdet er samlet inden Kroatien-kampen.

Her var han klar med en lykønskning til holdkammeraterne ovenpå den sene sejr i Wien.

- Men jeg når dårligt nok at sige "tillykke med sejren", inden alle siger tillykke og er glade på mine vegne, siger forsvarsspilleren, der mærker støtten fra sine medspillere.

Et kendetegn ved det danske landshold, hvor det lader til, at man står sammen en for alle og alle for en.

- Vi glæder os på hinandens vegne, vi støtter hinanden, følger med i hinandens hverdage og snakker sammen gennem beskeder, når vi ikke ser hinanden, siger Andreas Christensen.

Egenskaber, som vækker glæde hos landstræner Kasper Hjulmand, der vægter disse højt.

- Det er det, som fodbold og livet handler om. Vi er til for hinanden, og vi er til for det fælles bedste. Den her gruppe vil hinanden det bedste, siger landstræneren og henviser også til Jens Stryger Larsens sejrsmål mod Østrig.

Jens Stryger Larsen (med nummer 17) blev overfaldet af holdkammeraterne i Wien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Den danske back, der også for nyligt er blevet far, havde inden kampen mod Østrig ikke spillet fodbold siden oktober måned. Det var dog ikke til at se, eftersom han smækkede læderet ind i målhjørnet til 2-1.

Andreas Christensen fulgte kampen fra Danmark og kunne se på sin holdkammerat, hvor meget det betød.

- Jeg håber, at jeg kan være lige så glad, som han var, da han kom på banen. Man kunne se det i hovedet på ham. Jeg håber, jeg kan komme ind med samme energi, siger Andreas Christensen om fredagens kamp i Parken.

Forsvarsspilleren har kontraktudløb med sin klub Chelsea denne sommer, og han glæder sig til at kunne løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.

Hør mere om det i videoen herunder: