Ude godt, hjemme skidt: Irland får ikke mange point i Dublin

Irland har hentet langt flere point på udebane i gruppespillet imod konkurrenterne end på hjemmebanen i Dublin.

Serbien vandt 1-0 i Dublin på Aviva Stadium til stor irsk ærgrelse. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Scanpix)

Nu skal man altid være påpasselig med at forudsige resultater på baggrund af statistik. En kamp har altid sit eget uforudsigelige liv, der gør, at det til tider går stik imod det, tallene ellers tilsiger.

Men sikkert er det, at Irland – i hvert fald i kvalifikationen til VM – har haft markant større held med at høste point på udebane end hjemmebane i duellerne med de direkte konkurrenter i gruppen.

Irland kæmpede i Gruppe D en indædt kamp med Serbien, Wales og Østrig om de to øverste placeringer, og i de seks kampe mod de tre modstandere var der langt flere succesoplevelser for de irske fans, der var med til udekampene, end dem der havde billet til hjemmebanen Aviva Stadium.

Syv point af ni mulige blev det til i udekampene, mens irerne kun høstede to i de tre kampe i Dublin.

Hjemmepublikum presser på

Et faktum, som landstræner Åge Hareide også har påpeget efter den uskønne nullert i Parken lørdag aften, og som DR Sportens Andreas Kraul forklarer med en hjemmebanefordel, der uforvarende bliver en hæmsko.

- Det kan have noget at gøre med, at de på hjemmebane - selvom de spiller en defensiv form for fodbold - alligevel bliver presset en lille smule længere frem af deres meget entusiastiske publikum, som vi jo også oplevede i København.

- Det giver modstanderne en lille smule mere rum at spille på, og det tror jeg også, at det danske hold kunne lukrere en del på, siger han.

Den afgørende VM-playoffkamp mellem Danmark og Irland spilles tirsdag klokken 20.45. Du kan høre den på P3, følge den i tekst på dr.dk/sporten eller se den på Kanal 5.