VIDEO Bendtner sagde nej til vinterskifte: ’Har ikke behov for støj’

Den danske landsholdsangriber øjner en startplads på landsholdet, og landstræner forventer kamp om VM-pladserne.

Nicklas Bendtner nyder stor succes i den norske klub Rosenborg, hvor han sidste år både vandt mesterskabet og blev topscorer. I dette forår er det dog landsholdet, der er hans motivation. Navnlig VM til sommer.

Netop derfor valgte Bendtner at blive i den norske klub, selvom der i januar var bud fra den franske klub Bordeaux. De vante omgivelser i Trondheim blev afgørende for angriberens beslutning om at blive i Norge.

- Så skulle jeg et helt nyt sted hen, finde mig tilpas, bo på hotel, kigge efter lejlighed eller hus. Der ville være en masse ting i mindst en måned, som ville være støj. Det havde jeg ikke behov, slet ikke når det kunne undgås. Ikke når der var så vigtig en VM-slutrunde, og jeg kunne vente fire måneder, siger Nicklas Bendtner til DR.

- Så vil jeg hellere være et sted, hvor jeg har succes, hvor jeg har følt mig godt tilpas, og hvor jeg kunne se, at jeg kunne få mere succes, siger han.

’Bendtner bliver endnu skarpere’

I de senere år er den ellers så sikre starter blev reserve på bænken, men landstræneren øjner åben konkurrence i angrebet mellem Bendtner og det nuværende førstevalg, Nicolai Jørgensen.

- Han ser meget, meget skarp og frisk ud. Jeg tror fuldstændig på, at han kommer til at blive endnu skarpere, når sneen forlader Norge, og de for alvor begynder at spille kampe deroppe, siger landstræner Åge Hareide.

- Jeg har haft den rolle på landsholdet nu, hvor jeg primært fungerer som indskifter. Det håber jeg at kunne pille lidt ved frem mod VM, siger Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtner og Danmark spiller VM-testkamp mod Chile på tirsdag i Aalborg. Du kan se kampen på Kanal 5 eller lytte med i LIGA på P3.

Facebook
Twitter