VIDEO Da Shmikhel, Laudroup, Peq & co. slog Armenien

Danmark har inden aftenens kamp spillet ude mod Armenien tre gange, og i de to nationers første møde havde den lokale grafiker lidt knas med oversættelserne af de danske navne.

Der er grobund for dansk optimisme inden aftenens kamp i VM-kvalifikationen - i hvert fald, hvis tidligere indbyrdes opgør bruges som rettesnor for udfaldet.

De danske fodboldmænd har nemlig tre gange tidligere været på besøg i Armenien med to sejre og en uafgjort som facit.

Første gang de to hold mødtes i en betydende kamp var i kvalifikationen til EM-slutrunden i 1996.

I august 1995 skulle et dansk landshold med profiler som Peter Schmeichel, John 'Faxe' Jensen, Michael Laudrup og Mikkel Beck i Jerevan forsøge at hente tre point i jagten på en billet til slutrunden i England.

Og på trods et par håndfulde gedigne overraskelser i den danske startopstilling - i hvert fald ifølge armensk fjernsyns grafiske departement - så forløb kampen ganske glimrende set med danske briller.

Michael Laudrup bragteRichard Møller Nielsens tropper i front med en for ham sjælden hovedstødsscoring, og kort inde i anden halvleg øgede den netop indskiftede debutant Allan Nielsen til slutresultatet 2-0 på et kikset indlæg.

Den sidste scoring faldt så hurtigt efter sideskiftet, at den ikke er med i vores arkiverede transmission og findes i den efterfølgende studiesnak, hvor Tommy Troelsen giver sit besyv med om scoringen.

Du kan se de herlige billeder fra 2-0-sejren i 1995 i playeren øverst i artiklen.

Udover sejren i 1995 har Danmark mødt Armenien seks gange:

15. november 1995: Danmark - Armenien 3-1 (EM-kvalifikationen)

Danmark sikrede billetten til EM i England, da det blev til en sikker sejr i den afsluttende kvalifikationskamp i København.

Michael Schjønberg og Mikkel Beck scorede for Danmark, og efter en armensk reducering tidligt i anden halvleg slog Michael Laudrup sejren fast efter knapt en times spil.

11. juni 2013: Danmark - Armenien 0-4 (VM-kvalifikationen)

Et af de mest pinlige resultater for et dansk A-landshold. Nogensinde. Det er store ord at bruge, men ikke for store, efter at Danmark leverede et spektakulært kollaps i Parken.

Yura Movsisyan scorede allerede i kampens første minut, og den tidligere Randers FC-angriber scorede senere endnu en gang i kampen, hvor den nuværende Manchester United-spiller Henrikh Mkhitaryan også fik scoret.

Sjældent, om nogensinde, har man set Danmarks daværende landstræner, Morten Olsen, så rystet som i minutterne efter kampen.

Morten Olsen var få måneder efter stadig bitter over 0-4-nederlaget og dummede sig ved at sammenligne nederlaget med et terrorangreb.

- Det er hårdt at sammenligne, og man skal ikke sammenligne, men fodboldmæssigt var det for os 11. september.

Senere samme dag beklagede Morten Olsen sammenligningen:

- Jeg er ked af, hvis sammenligningen - trods mine forbehold - utilsigtet har såret nogle mennesker.

10. september 2013: Armenien - Danmark 0-1 (VM-kvalifikationen)

Danmark fik oprejsning for nederlaget i Parken, da holdet tre måneder senere tog til Jerevan og vandt 1-0.

Målet blev sat ind på et straffespark af Daniel Agger 17 minutter før tid.

Senere gik Danmark dog glip af en billet til VM i Brasilien.

7. september 2014: Danmark - Armenien 2-1 (EM-kvalifikationen)

Danmark flirtede med endnu en fiasko mod Armenien i den første kamp i kvalifikationen frem mod EM i Frankrig.

Fem minutter efter pausen bragte Henrikh Mkhitaryan gæsterne i spidsen, men efter 65 minutter fik 19-årige Pierre-Emile Højbjerg udlignet med et drøn af et skud.

Ti minutter før tid kom den danske forløsning, da indskiftede Thomas Kahlenberg med et hovedstød sørgede for sejren.

7. september 2015: Armenien - Danmark 0-0 (EM-kvalifikationen)

0-0-kampen i Jerevan markerede afslutningen på nogle sløje dage for Danmark, der tre dage forinden havde skuffet markant ved kun at opnå samme resultat hjemme mod Albanien.

- Det var den værste præstation, jeg har set i min tid som landstræner, sagde Morten Olsen efter kampen mod Armenien.

De uafgjorte kampe blev dyre for Danmark, der måtte se Portugal og Albanien snuppe de direkte EM-billetter. Senere tabte Danmark også til Sverige i playoffkampe om en EM-plads, hvorefter Morten Olsen trådte tilbage.

4. september 2016. Danmark - Armenien 1-0 (VM-kvalifikationen)

Det var den første kamp på vejen mod VM i Rusland under landstræner Åge Hareide.

Christian Eriksen blev matchvinder, da han fra kanten af feltet udplacerede Armeniens målmand. Det danske mål blev scoret efter 17 minutters spil, men alligevel var der spænding helt til det sidste.

Eriksen forpassede blandt andet muligheden for at blive dobbelt målscorer, da han med 20 minutter tilbage af kampen misbrugte et straffespark.

Danmark møder Armenien i aften kl. 18.00. P3 sender hele kampen uden afbrydelser, men du kan også følge opgøret på Kanal 5 og her på dr.dk.

Facebook
Twitter