VIDEO Landsholdet på charmeoffensiv: ’Gnisten skal tændes igen efter konflikten’

Herrelandsholdet mødtes søndag med de danske fans for at komme tilbage på sporet oven på konflikten tidligere på året.

Resultatmæssigt har der selv for den største kritiker ikke været meget at pege fingre af ved det danske landshold de seneste år. Sejrene er kommet i hus. Det skete senest i Cardiff fredag aften, hvor Danmark med 2-1-sejren over Wales sikrede sig oprykning til den bedste række i Nations League.

Alligevel er der dog et skår i glæden, hvis man spørger de danske fans. Fodboldkonflikten i starten af efteråret mellem DBU og Spillerforeningen har sat sine mærker.

- Der er måske en del fans med det forløb, vi har haft, der har tænkt, hvad vi har gang i. Så det at vi kan give lidt tilbage med sådan nogle småting her, hvis det hjælper os og Danmark, så er det kun positivt, forklarer Christian Eriksen.

Danmarks bedste fodboldspillere holdt derfor åben træning søndag aften for at lade fans få autografer og få taget billeder med stjernerne før årets sidste landskamp mod Irland mandag i Aarhus.

- Vi skal tænde gnisten igen. Der er ingen tvivl om, at konflikten har sat nogle revner i den her fælles glæde for det danske landshold, og den skal vi have oparbejdet igen, forklarer DBU’s fodbolddirektør Peter Møller.

Hvis man ser bort fra den tabte straffesparkskonkurrence mod Kroatien ved VM og vikarlandsholdets nederlag til Slovakiet, så er landsholdet på vej ud af 2018 uden et nederlag. Det er en præstation, som de også leverede i 2017.

Seneste nederlag i en betydningsfuld kamp i ordinær spilletid var mod Montenegro i efteråret 2016.

Facebook
Twitter