VIDEO Lars Høghs Albanien-minder: I 1993 forsvandt vores mad

Landsholdets målmandstræner Lars Høgh har flere besøg i Albanien i bagagen – både som spiller og træner.

Landsholdets målmandstræner, en af VM-heltene fra 1986, Lars Høgh er med landsholdet i Albanien, hvor Morten Olsens tropper lørdag skal forsøge at hente tre point med hjem.

Høgh har været med landsholdet i Albanien flere gange og DR Sportens Henrik Fallesen mødte den fynske målmandstræner til en lille snak om de mange besøg i landet.

Hestekærrer på gaden

- Det er meget mere vestligt nu. Der kørte hestekærrer gennem byen dengang. Vi boede på et ældgammelt hotel, hvor al vores medbragte mad i øvrigt forsvandt, fortæller Lars Høgh.

Når Lars Høgh siger dengang, referer han til VM-kvalifikationskampen i 1993, hvor Danmark vandt 1-0 i Tirana på et mål af Frank Pingel.

Målmændenes isklub

Nu er Høgh så en del af Olsens trænerteam med ansvaret for de danske målmænd. Udover forberedelsen til kampene sørger den mangeårige OB-keeper pgså for, at Kasper Schmeichel & co. kommer et smut væk fra landsholdslejren.

- Målmændene og jeg har en lille isklub, målmændene og jeg. Så går vi en lille tur og får en lille is og der er også koblet et par markspillere på.

- Hvis Agger eller Bendtner er med, så giver det lidt mere ståhej. Folk genkender jo spillerne, for vi går jo rundt i vores træningsdragter, lyder det fra Høgh.

Alligevel holder han fuld fokus på det, som det hele handler om.

- Man tager af sted på en mission som gerne skal lykkes. Personligt er jeg meget tæt på målmændene for at få dem til at præstere optimalt. Det er min allervigtigste opgave. Det er lidt min anden familie.

- Kan vi komme hjem med en 1-0-sejr eller mere vil det være fantastisk, slutter Lars Høgh.

Se indslaget med målmandstræneren i playeren over artiklen.

Facebook
Twitter