VIDEO Rørt Schmeichel hyldede Ricardo

Peter Schmeichel fortæller om Richard Møller Nielsens betydning for ham som menneske og spiller.

- Jeg kendte kun Richard som en god mand. En reel mand. En ædel mand og en særdeles ærlig mand. Det er ham, jeg husker, og det er ham, som jeg vil tale om…

Med disse ord indledte den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel sin hyldesttale til afdøde Richard Møller Nielsen, som i 1992 vandt Europamesterskabet som landstræner for Danmark.

”Ricardo” – som blev hans navn hos folket – blev i dag posthumt optaget som medlem af fodboldens Hall of Fame, da Dansk Boldspil-Union (DBU) holdt årsmøde i Odense, og med til at overrække hyldesten til Richard Møller Nielsens søn – Tommy Møller Nielsen – var foruden Schmeichel også præsidenten for det europæiske fodboldforbund (UEFA) Michel Platini.

Den 13. januar døde 76-årige Richard Møller Nielsen efter længere tids sygdom.

DR Sporten fangede efterfølgende Peter Schmeichel til et interview, som du kan se ved at klikke på playeren øverst.

- Han er en ægte dansk helt, og sådan nogen skal hyldes. Det vil være fuldstændig uvirkeligt for mig, hvis ikke han var optaget som individuel person, for det var ham, som skabte alt for os i 1992, siger en bevæget Peter Schmeichel i interviewet, hvor han fortælle om Richard Møller Nielsens betydning for ham.

Peter Schmeichel var i 1992 en del af det legendariske EM-hold. Du kan læse hele hans tale til Richard Møller Nielsen her.

Facebook
Twitter