VIDEO: ”Spark nu bare ham Laudrup ned – han kan sgu ikke en skid!”

Brian Laudrup fik fodbold til at legende let ud, men fortæller i dette interview fra 1993, at han selv som barn mødte brutal modstand.

Så blev det fredag, og det er lig med et dyk ned i arkiverne. Denne gang har vi fundet et indslag med Brian Laudrup fra 1993 frem. Her fortæller den på alle måder elegante driblekonge blandt andet om dengang, han forelskede sig i det smukke spil.

- Jeg husker den allerførste gang, jeg mødte op på det klubhold, jeg skulle starte på, Brøndbyvester. Jeg tog bolden, og så løb jeg simpelthen fra alle de andre. Med tyve unger lige i røven skulle jeg prøve at afdrible alle de drenge. Det gjorde mig så lykkelig.

Brian Laudrups dybe kærlighed til fodbold blev dog udfordret af, at ikke alle var lige interesserede i at behandle ham, som det han var. Et barn. Det forpligtende efternavn fik således det værste frem i nogle fodboldfædre.

- Da jeg begyndte at spille kampe, oplevede jeg, at der stod fædre og råbte til deres 8-9-årige drenge ’Bare spark ham Laudrup ned – han kan sgu ikke en skid’. Det var aldeles forfærdende. Der sagde jeg til mig selv allerede dengang, at hvis jeg en dag blev far, så var det det sidste, jeg nogensinde ville udsætte min dreng for.

Se hele interviewet med Brian Laudrup i playeren herover, hvor vi kommer med bagom i kulissen i forbindelse med Fiorentinas nedrykning i 1993 og en kikset dansk VM-kvalifikation.

Facebook
Twitter