FC København er stærkt repræsenteret på det danske landshold. Mathias "Zanka" Jørgensen, Andreas Cornelius, Rasmus Falk, Thomas Delaney, William Kvist og Peter Ankersen er alle med i Åge Hareides trup til søndagens kamp mod Armenien.
Og det kan mærkes i landsholdslejren, fortæller Middlesbrough-spilleren Viktor Fischer, der er træt af at høre om FCK hele tiden.
- De fører sig frem og er rigtig stolte. Der går jo ikke et minut ved middagsbordet, uden FCK bliver nævnt i en eller anden sammenhang. Come on, altså, siger en smilende Viktor Fischer til DR Sporten.
Burde være mere arrogante
I den modsatte lejr mener FC København-spillerne kun, at det er fortjent, at klubben er så stærkt repræsenteret, og i virkeligheden burde der blive talt mere om FC København.
- Der var en klog mand, der sagde, at vi kun er halvt så arrogante som andre i vores situation. Så vi er godt tilfredse med at have nogle folk med, og vi mener også, at det er meget fortjent, fortæller William Kvist.
Hvor mange FC København-spillere, der kommer i aktion mod Armenien, kan man høre direkte i Liga på P3. Kampen starter kl. 18.00.
Du kan se interviewene med Viktor Fischer og William Kvist i videoen øverst i artiklen.