VIDEO: Tvillinger vil forvirre modstanderne

Det er svært at kende forskel på Ankersen-brødrene på landsholdet - især for modstanderne.

Peter og Jakob Ankersen er for første gang begge udtaget til landsholdet, og selv om landstræneren påstår, han kan se forskel på tvillingerne, så tror de selv godt, det kan forvirre modstanderne, hvis de spiller samtidig på højrekanten.

- Jakob har spillet højre back før, så han kan godt dække min plads og omvendt, så det kan godt være en god forvirringstaktik mod en modstander, siger Peter Ankersen. 

Landstræner Morten Olsen siger, at han ikke vil være nervøs ved at bruge de to Esbjergspillere samtidig, men det trækker ned, at de fortsat er nye på holdet. Derfor kan der godt gå lidt tid, før de får drømmen opfyldt om at spille sammen i rødt og hvidt.

- De har spillet mange gange sammen, sikkert også på græsplænen hjemme ved mor og far, men de har ikke spillet så meget med de andre, og det er også en del af fodboldspillet, siger landstræner Morten Olsen.

Fredag møder landsholdet Italien i Parken, og samme sted spilles sidste VM-kvalifikationskamp mod Malta på tirsdag.

Facebook
Twitter