Vil du med til EM-festen i Parken? Sådan får du fat i en billet

De fleste billetter til EM på den danske hjemmebane er allerede solgt.

Du har travlt, hvis du vil i Parken - som det danske kvindelandshold i håndbold var på det her billede - og være en del af EM-festen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Du skal til at skynde dig, hvis du vil ind og se det danske landshold spille EM på hjemmebane til sommer.

Langt de fleste billetter til de tre kampe, der skal spilles i Parken, er nemlig allerede solgt.

Den første tredjedel af billetterne er blevet fordelt via lodtrækning, som man havde mulighed for at skrive sig op til fra den 12. juni til 12. juli.

Alt håb er imidlertid ikke ude. Næste fase af billetsalget går nemlig i gang i begyndelsen af december, få dage efter at lodtrækningen til EM har fundet sted.

I det, som DBU selv kalder for et "prioriteret salg", vil der blive sat 5.000 billetter per kamp til salg til de danske fans, der er medlemmer af DBU's landsholdsfanklub.

DBU arbejder med et pointsystem, der giver medlemmerne af fanklubben point for, hvor mange kampe de har været inde at se på stadion.

Halvdelen af de 5.000 billetter vil blive tildelt de fans, der har flest af netop de loyalitetspoint. Resten vil blive tildelt til fanklubbens medlemmer efter normal lodtrækning.

- Interessen for billeter til EM er kolossal. Første runde af billetter blev solgt med det samme, og vi håber, at mange fans vil udnytte den her fase af billetsalget til at sikre sig billetter, så vi kan fylde så mange pladser som muligt med rød-hvide fans til sommer, siger kommunikationschefen i DBU, Jakob Høyer.

Du skal være medlem af fanklubben inden den 30. november kl. 12.00, hvor der trækkes lod til EM-slutrunden, hvis du vil have et lod i puljen. Du kan læse mere om fanklubben og melde dig ind her.