VM-forberedelserne er startet: Danmarks første træningskamp på plads

Det danske landshold møder den 22. marts Panama i en træningskamp på Brøndby Stadion.

Landstræner Åge Hareide med sin assistent, Jon Dahl Tomasson. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmarks herrelandshold i fodbold møder Panama i en træningskamp på Brøndby Stadion.

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Det sker som led i forberedelserne til sommerens VM-slutrunde i Rusland, hvor Danmark i gruppespillet skal møde Peru, Frankrig og Australien.

Kampen spilles på Brøndby Stadion 22. marts og fløjtes i gang klokken 20.

- Brøndby Stadion danner en god ramme for en testkamp mod Panama: Faciliteterne er gode, og det betyder bedre fodbold på banen – godt for både spillere, trænere og ikke mindst fansene, der skal underholdes på tribunen og foran tv-skærmen, siger elitechef Kim Hallberg til DBU's hjemmeside.

Det ligger også fast, at Danmark møder Sverige på udebane i en træningskamp 2. juni. Sverige er ligesom Danmark med ved VM-slutrunden.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve