VM-rangliste: Så stærke er de 32 VM-nationer - Del 1

Fredag eftermiddag er der lodtrækning til VM-slutrunden i Rusland. Få et overblik over de 32 nationers styrke i dagene frem mod lodtrækningen.

Herlige billeder fra Egyptens, Perus og Australiens VM-kvalifikation. Ingen af de tre kan dog regnes blandt favoritterne ved VM-slutrunden. (© Scanpix)

Der er 32 hold med i bowlen, når der fredag eftermiddag trækkes lod til gruppespillet ved VM i Rusland. En lodtrækning, der kan ses på DR1 fra klokken 15:45.

DR Sporten rangerer frem mod fredagens lodtrækning de 32 deltagende nationer. Første del går fra 20-32 og kan læses herunder.

32 - Australien

Crystal Palace-spilleren Mile Jedinak sendte med et hattrick mod Honduras Australien til VM. Det havde han selv lidt svært ved at fatte. (Foto: BRENDAN ESPOSITO © Scanpix)

’The Socceroos’ har haft en lang og strabadserende vej til VM i Rusland, hvor kvalifikationen først kom i hus efter playoffsejr over Honduras. Træner Ange Postecoglou trak sig derefter fra jobbet, da han følte sig udkørt.

Den kommende træner, der i skrivende stund endnu ikke er på plads, overtager et mandskab, der stadig er afhængig af 37-årige Tim Cahills afslutningsevner. Australien var ikke synderligt skræmmende i kvalifikationen, hvor de undervejs havde store vanskeligheder mod hold som Jordan og Syrien.

Går Australien videre fra gruppespillet vil det være et af VM’s store overraskelser.

Tre profiler: Tim Cahill, Mile Jedinak, Matthew Leckie

Resultater mod Danmark

3 kampe. 2 danske sejre, 0 uafgjorte, 1 australsk sejr.

31 - Panama

Panamas Román Torres jubler efter sin scoring mod Costa Rica. Panama er med ved VM for første gang. (Foto: STRINGER © Scanpix)

VM-debutantens måske største aktiv sidder på trænerbænken. For colombianske Hernán Gómez er det nemlig anden gang, at han fører et hold til et verdensmesterskab.

I 2002 stod han i spidsen for Ecuador, der godt nok ikke gik videre fra gruppen, men alligevel kom hjem med mere end bare æren i behold efter at have slået Kroatien i den sidste gruppekamp.

Nu venter så en endnu større opgave for Gómez, der må sætte sin lid til, at den lille håndfuld spillere med erfaring fra europæisk topfodbold kan få holdet til at præstere over evne.

Profiler: Anibal Godoy, Román Torres, Blas Pérez

Resultater mod Danmark:

0 kampe

30 - Rusland

VM er et stort prestigeprojekt for Ruslands præsident Vladimir Putin, der her inspicerer Luzhniki Stadium i Moskva. Ruslands landshold skal dog oppe sig gevaldigt, hvis de skal gøre Putin tilfreds. (Foto: SPUTNIK © Scanpix)

Selvom Rusland som værtsnation er placeret i det øverste seedningslag til gruppespillet, så vil Stanislav Cherchesovs mandskab få det svært foran det krævende hjemmepublikum.

Russerne har ikke spillet kvalifikationskampe frem mod slutrunden, så seneste betydende kampe for værtsnationen ligger helt tilbage i juni, hvor de på ingen måde imponerede ved Confederations Cup på hjemmebane.

Ruslands seneste træningskamp var dog opløftende, da de i Sankt Petersborg formåede at spille 3-3 mod Spanien. Den spændende Fyodor Smolov scorede to gange ved lejlighed.

Tre profiler: Fyodor Smolov, Aleksandr Kokorin, Igor Akinfeev.

Resultater mod Danmark

11 kampe. 1 dansk sejr, 0 uafgjorte, 10 russiske sejre (kampe mod Sovjetunionen medregnet)

29 - Saudi Arabien

Nawaf Al Abed fejrer VM-kvalifikationen, men Saudi Arabien kan næppe nå samme højder ved dette VM som ved VM i USA 1994. (Foto: FAISAL AL NASSER © Scanpix)

Den arabiske nation er med for femte gang ved VM efter at have sluttet sin kvalifikationsgruppe på andenpladsen blot et enkelt point efter Japan.

Nationen står lige nu uden landstræner, efter at argentinske Edgardo Bauza efter blot fem kampe i spidsen i sidste uge blev fyret.

Med lidt over et halvt år til VM går i gang, er den uafklarede trænersituation ikke just gunstig for forberedelserne, og uanset hvem der får hvervet, må saudierne forventes at få mere end svært ved at gentage bedriften fra 1994, hvor holdet gik videre fra gruppespillet.

Profiler: Mohammad al-Sahlawi, Osama Hawsawi, Taisir Al-Jassim

Resultater mod Danmark:

2 kampe spillet – 2 danske sejre

28 – Sydkorea

Sydkorea kan bryste sig af et slutrundens flotteste flag, men i spillet på banen har de langt op til de bedste. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Hvis man ser bort fra Christian Eriksens holdkammerat i Tottenham, Son Heung-min, er det et meget profilforladt mandskab, som Sydkorea sender til VM. Holdet skal skabe resultater på sin karakteristiske ihærdighed, men det er tvivlsomt, om det rækker til meget mere end en plads langt nede i rulleteksterne.

Profiler: Son Heung-min, Ki Sung-yueng, Lee Chung-yong

Resultater mod Danmark

2 kampe spillet – 1 dansk sejr – 1 sydkoreansk sejr

27 – Tunesien

Tunesiens spillere fejrer kvalifikationen til VM i Rusland. (Foto: Zoubeir Souissi © Scanpix)

Den tunesiske landsholdstrup består næste udelukkende af spillere fra den hjemlige liga, men holdets bærende profil er offensivspilleren Youssef Msakni, der til daglig optræder for Al-Dhuail i Qatar.

Det klubnavn lyder måske ikke så bekendt, men tidligere hed klubben Lekhwiya. Youssef Msakni har med andre ord været under Michael Laudrups kommando, så forvent flotte afleveringer fra Msaknis fødder.

Tunesien har været med i fire VM-slutrunder (’78, ’98, ’02, ’06), men ikke vundet en kamp i de tre seneste. Afrikanerne får det også svært i Rusland.

Tre profiler: Youssef Msakni, Wahbi Khazri, Taha Khenissi

Resultater mod Danmark

1 kamp. 1 dansk sejr.

26 – Peru

Peru blev klar til VM takket være sejr over New Zealand. Det blev fejret med manér. (Foto: LUKA GONZALES © Scanpix)

Peru var det absolut sidste holdet, der kvalificerede sig til verdensmesterskabet, efter samlet at have slået New Zealand 2-0 i playoffrunden.

Resultatet kom i hus uden nationens absolut største stjerne, den mangeårige Hamburger SV-angriber Paolo Guerrero, som kort før kampene afleverede et ”unormalt resultat” på en dopingprøve og blev suspenderet i 30 dage.

Hvis holdet skal have forhåbninger om at drille nogle af de mere etablerede nationer på den internationale fodboldscene ved VM, er det dog bydende nødvendigt, at Guerrero viser vejen for peruvianerne.

Profiler: Paolo Guerrero, Edison Flores, Jefferson Farfán

Resultater mod Danmark:

0 kampe spillet

Iran – 25

Ham her holder med Iran og har både hatten, solbrillerne og skjorten til at bevise det. (Foto: IBRAHEEM AL OMARI © Scanpix)

Iran er før lodtrækningen i Moskva ubesejret i de seneste 10 kampe, om end modstanden dog heller ikke ligefrem har været ekstrem for den tidligere Manchester United-assistentræner Carlos Queiroz’ mandskab.

Det må ikke desto mindre give selvtillid på det iranske landshold, hvor særligt 22-årige Sardar Azmoun skiller sig ud.

Den unge angriber står allerede noteret for 22 mål i 30 landskampe og er vant til at spille i Rusland, hvor han har optrådt for Rostov og Rubin Kazan siden 2013. Han kan være nøgle til en iransk overraskelse ved VM.

Tre profiler: Sardor Azmoun, Karim Ansarifard, Ehsan Hajsafi

Resultater mod Danmark

1 kamp. 1 uafgjort.

24 – Costa Rica

Keylor Navas fejrer Costa Ricas VM-kvalifikation med ungerne. Stærk keeper. (Foto: Juan Carlos Ulate © Scanpix)

Costa Rica stillede med et rutineret mandskab gennem hele VM-kvalifikationen, hvor holdet i den nord- og mellemamerikanske gruppe sluttede som nummer to efter Mexico.

Flere af holdets profiler har mange års erfaring fra europæisk fodbold, hvilket helt sikkert vil hjælpe costaricanerne i Rusland.

Bryan Ruiz, Cristian Gamboa – og de tidligere Superliga-spillere Bryan Oviedo, Cristian Bolaños og Marco Ureña – er sammen med Real Madrid-målmanden Keylor Navas holdets solide base.

Profiler: Keylor Navas, Bryan Ruiz, Cristian Gamboa

Resultater mod Danmark

0 kampe spillet

Japan – 23

De japanske er altid dedikerede. Her flot papudsmykning. (Foto: FAISAL AL NASSER © Scanpix)

Det japanske landshold drager til slutrunden i Rusland med et hold af erfarne spillere, hvor en god del af dem til daglig optræder i europæisk fodbold.

Særligt den tyske Bundesliga huser mange af de bedste japanere, hvor landsholdsanfører Makoto Hasebe (Eintracht Frankfurt) og Shinji Kagawa (Dortmund) er blandt de bedst kendte.

Japan har leveret fint i VM-kvalifikationen og i træningskampene mod mindre fodboldnationer, men er kommet til kort i de to seneste kampe mod Brasilien og Belgien, hvor det er blevet til nederlag.

Japan må ikke desto mindre regnes for et af de bedre mandskaber fra fjerde seedningslag.

Tre profiler: Shinji Kagawa, Makoto Hasebe, Yuto Nagatomo

Resultater mod Danmark

2 kampe. 1 dansk sejr. 1 japansk sejr

22 – Serbien

Aleksandar Prijovic viser muskler, da VM-billetten kom i hus, men Serbien er ikke så stærke som tidligere. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

Øksen blev svunget over Serbiens landstræner gennem hele VM-kvalifikationen, Slavoljub Muslin, blot tre uger efter at nationen havde booket billetten til Rusland som vinder af sin gruppe. Muslins assistent, Mladen Krstajic, har overtaget landstrænerposten, men afskedigelsen kan ikke andet end at bringe ubalance i den serbiske trup et halvt år før VM-slutrunden.

Meget hviler derfor på holdets rutinerede kerne bestående af etablerede navne fra de største europæiske ligaer som Nemanja Matic, Aleksandar Kolarov og Branislav Ivanovic, hvis nationen skal nå langt i Rusland.

Profiler: Nemanja Matic, Aleksandar Kolarov, Dusan Tadic

Resultater mod Danmark:

9 kampe – 4 danske sejre – 5 serbiske sejre

21 – Egypten

Mohamed Salah er en gud i Egypten. Liverpool-spilleren bærer nationens ære på sine skuldre ved slutrunden i Rusland. (Foto: AMR ABDALLAH DALSH © Scanpix)

”Egyptens Messi”, som Mohamed Salah i sine yngre dage blev døbt, er for alvor ved at forløse sit potentiale. Angriberen skiftede inden denne sæson til Liverpool, hvor han allerede har vist sig som et fremragende køb med ti mål i 13 kampe i Premier League.

Hvis Egypten skal drille de store nationer ved VM, skal Salah fortsætte de fantastiske takter. Han er det perfekte våben i landstræner, argentineren Hector Cupers, system, der med en firskåren organisation i defensiven har brug for en lynende hurtig mand i omstillingerne.

Profiler: Mohamed Salah, Mohamed Elneny, Essam El-Hadary

3 kampe – 2 danske sejre – 1 uafgjort

20 – Marokko

Hakim Ziyech har ingen grund til at gemme sig. Blandt de bedste i både Ajax og på Marokkos landshold. (Foto: United Photos © Scanpix)

Juventus-spilleren Medhi Benatia er bastionen, som Marokkos defensiv er bygget op om.

Holdet lukkede ikke et eneste mål ind i VM-kvalifikationen, hvor specielt en sejr på 2-0 i Elfenbenskysten ikke bare var et udtryk for landstræner Hervé Renards taktiske snusfornuft, men også holdets evne til at føre den ud i livet.

Offensivt råder holdet over en del spillere med store tekniske evner.

Younés Belhanda, der i flere år var en af franske Ligue 1’s bedste spillere, og Ajax-spilleren Hakim Ziyech er værd at lægge mærke til.

Profiler: Medhi Benatia, Younés Belhanda, Hakim Ziyech

Resultater mod Danmark

0 kampe

Facebook
Twitter