VM-rangliste: Så stærke er de 32 VM-nationer - del 3

Fredag er der lodtrækning til VM-slutrunden i Rusland. Få et overblik over de 32 nationers styrke.

Store stjerner og feststemte fans. VM i Rusland kommer næppe til at skuffe. (© Scanpix)

Der er 32 hold med i bowlen, når der fredag eftermiddag trækkes lod til gruppespillet ved VM i Rusland. En lodtrækning, der kan ses på DR1 fra klokken 15:45.

DR Sporten rangerer frem mod fredagens lodtrækning de 32 deltagende nationer.

Den første del med nationerne fra 32-20 kan læses her:

Anden del med nationerne fra 19-10 kan læses her:

Herunder rangerer kan du læse om nationerner fra 9-1.

9 – England

Der hviler et stort ansvar på Harry Kane, der skal lede Englands angreb ved VM. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Forventninger til det engelske mandskab er ikke nær så store som ved mange tidligere slutrunder. Væk er de helt store profiler som Steven Gerrard, Frank Lampard og Wayne Rooney, og mindre kendte navne har nu taget over.

Det kan måske blive holdets styrke.

Med et mere fladt hierarki kan holdet måske få lov at spille, som det egentlig passer dem bedst.

Det har aldrig fungeret for englænderne, når de har forsøgt sig med poleret pasningsfodbold, til gengæld har de i spillere som Raheem Sterling og Marcus Rashford en hurtighed, som vil kunne splitte de fleste mandskaber ad.

På toppen er Harry Kane holdets klare trumfkort. Han scorer bare mål, fra alle vinkler og på mange forskellige måder.

Selvom de store profiler altså ikke er ved at vælte over hinanden på landstræner Gareth Southgates hold, så har englænderne spillere på alle pladser, der er vant til et uhyrligt tempo fra Premier League.

Krydret med Kane på toppen vil det ikke være jordens største overraskelse at se holdet i en kvartfinale og måske endda endnu længere.

Tre profiler: Harry Kane, Raheem Sterling, Dele Alli

Resultater mod Danmark:

19 kampe. 3 danske sejre. 4 uafgjorte. 12 engelske sejre.

8 – Polen

Robert Lewandowski. Topscorer, anfører og talisman på det polske landshold. Verdens bedste 9'er? Mange vil mene det. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

16 mål i 10 kvalifikationskampe taler sit tydelige sprog.

Det polske landsholds største profil er ubetinget anfører Robert Lewandowski. Bayern München-angriberen står noteret for 51 mål i 91 landskampe. Solidt.

De fleste fodboldfans vil nok have det polske 4-0-nederlag til Danmark i frisk erindring, men set bort fra den svipser, så er Polen et solidt mandskab, der er svært at ryste.

Det polske landshold bliver ofte sammenlignet med et klubhold, da der er så meget sammenspillet rutine på holdet. Det kan blive nyttigt i turneringen i Rusland.

En polsk svaghed kunne være, at bredden i truppen ikke matcher de helt store fodboldnationer i kvalitet.

Tre profiler: Robert Lewandowski, Grzegorz Krychowiak, Arkadiusz Milik

Resultater mod Danmark:

20 kampe. 8 danske sejre. 1 uafgjort. 11 polske sejre.

7 - Argentina

Et VM uden Argentina og Lionel Messi var tæt ved at blive en realitet, men den lille troldmand fra FC Barcelona fik slæbt sit hold med til slutrunden i Rusland. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Bedømt alene på kvaliteten af de argentinske offensivspillere og det faktum, at Lionel Messi er en del af holdet, så burde Jorge Sampaolis mandskab være blandt de klare favoritter.

'La Albiceleste' har dog ikke været overbevisende i kvalifikationen, hvor VM-billetten først blev sikret i sidste spillerunde mod Ecuador.

Mens det danske landshold har formået at gøre Christian Eriksen god, så lader det fortsat til at forholde sig modsat på det argentinske landshold, hvor det er op til stjernen Lionel Messi at få Argentina til at sprudle.

En finaleplads ved det seneste VM og en dreven turneringstræner i form af Jorge Sampaoli, der to gange har gjort Chile til vinder af Copa América, trækker dog Argentina op i favoritfeltet.

Tre profiler: Lionel Messi, Paulo Dybala, Sergio Agüero

Resultater mod Danmark

Tre kampe.

1 dansk sejr. 2 argentinsk sejre.

6 – Portugal

Portugal og Cristiano Ronaldo vil være opsatte på at følge godt op sommerens EM-triumf med et godt resultat ved VM i Rusland. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

De forsvarende europamestre havde en overbevisende VM-kvalifikation, som endte med ni sejre ud af ti mulige i en pulje, der ikke var decideret svær.

Ved EM i Frankrig blev portugiserne muligvis aldrig de store publikumsfavoritter, men holdet er under kyndig ledelse af Fernando Santos svære at slå.

Stjernestøvet finder man naturligvis især i Cristiano Ronaldo, der trods en knap så imponerende sæsonstart i Real Madrid, stadig er i stand til at afgøre kampe.

De klassiske portugiske problemer med at finde en god 9'er er heller ikke det store tema længere, da Ronaldo kan udfylde pladsen, mens også Milan-angriberen André Silva har vist sit værd med 11 mål i sine første 18 landskampe.

Tre profiler: Cristiano Ronaldo, André Silva, Bernardo Silva

Resultater mod Danmark.

16 kampe.

3 danske sejre. 2 uafgjorte. 11 portugisiske sejre.

5 – Belgien

Kevin De Bruyne er ét af mange store navne i den gyldne generation, der udgør det belgiske landshold. (Foto: ERIC VIDAL © Scanpix)

Antallet af topspillere i den belgiske trup er nærmest overvældende og kvalifikationen til VM forløb da også ganske smertefrit.

En enkelt uafgjort og ni sejre blev facit for Roberto Martinez' tropper.

Kevin De Bruyne og Eden Hazard skiller sig ud i en meget stærk belgisk offensiv, der også tæller den bomstærke angriber Romelu Lukaku og den farligste mikroangriber i Serie A, Napolis Dries Mertens, der scorer mål på samlebånd.

Belgiens svage punkt, hvis man kan tale om sådan et, er bredden i defensiven, der ikke helt helt lever op til de mange alternativer i de øvrige kæder.

Tre profiler: Kevin De Bruyne, Eden Hazard, Dries Mertens

13 kampe.

6 danske sejre. 3 uafgjorte. 4 belgiske sejre.

4 – Frankrig

Kylian Mbappe er garant for højt humør, vilde finter og masser af mål. PSG-spilleren kan blive en af de helt store oplevelser ved VM i Rusland. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Landstræner Didier Deschamps har noget af en opgave foran sig, da han som VM's øvrige trænere blot må udtage 23 spillere til slutrunden i Rusland. Talentmassen i Frankrig synes enorm.

Der er klassespillere på samtlige positioner og mange forskellige typer, så Deschamps sidder med gode kort på hånden, selv hvis nogle af profilerne skulle blive ramt af skader.

Skulle det ikke blive til den ultimative triumf ved dette VM, så kan de franske fodboldfans glæde sig over, at de fleste af spillerne er midt i tyverne eller yngre og derfor har flere slutrunder i sig.

Frankrig led blot et enkelt nederlag i kvalifikationen, da de tabte 2-1 ude mod Sverige, som man vist ikke fornærmer nogen ved at sige var en anelse heldige ved den lejlighed.

I træningskampene har Frankrig spillet lige op mod de øvrige store nationer.

Tre profiler: Kylian Mbappé, Paul Pogba, Hugo Lloris

13 kampe.

4 danske sejre. 1 uafgjort. 8 franske sejre.

3 – Spanien

Sergio Ramos udpeger her en af VM-turneringens største tekniske begavelser, holdkammeraten Isco. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)

Et stærkt kollektiv med forrrygende individualister i et gennemarbejdet spilkoncept.

Spanien er som altid en frygtindgydende modstander.

Når det virkelig ruller for de spanske spillere, så ligner det nærmest, at de har spillet sammen altid, hvilket de på en måde også har.

Mange af de spanske spillere kender hinanden indgående fra de succesfulde spanske ungdomslandshold.

Spanien var blot en uafgjort kamp ude mod Italien fra at vinde samtlige kampe i kvalifikationen.

Skulle man forsøge at finde en enkelt svaghed på det spanske hold, så savner de måske flere klassiske målscorere i truppen. Det kan udtagelsen af 35-årige David Villa til kampen mod Italien i september også være et tegn på.

Tre profiler: David Silva, Sergio Ramos, Isco

Resultater mod Danmark.

16 kampe.

2 danske sejre. 2 uafgjorte. 14 spanske sejre.

2 – Brasilien

Neymar er brasiliens største stjerne og er en fodboldgud i hjemlandet. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Det brasilianske landshold var i en klasse for sig i en ellers tæt sydamerikansk VM-kvalifikation, hvor Neymar og kompagni sluttede som en suveræn nummer et med hele ti point ned til Uruguay på andenpladsen.

'Seleção' går derfor ind til slutrunden i Rusland med stor selvtillid, men også med noget af et VM-traume med tanke på 7-1-nederlaget til Tyskland for fire år siden i semifinalen ved VM på hjemmebane.

Brasilien har tidligere ledt efter en stærk skarpretter helt oppe foran, men op til dette VM har Manchester City-stjernen Gabriel Jesus vist god målform og han kan blive en afgørende faktor, hvis Brasilien skal gå hele vejen for første gang siden VM i Japan og Sydkorea i 2002.

Tre profiler: Neymar, Coutinho, Gabriel Jesus

Resultater mod Danmark.

4 kampe.

1 dansk sejr. 3 brasilianske sejre.

1 - Tyskland

Det er ikke utænkeligt, at Joachim Löw igen kommer til at vise VM-trofæet frem for det tyske fodboldfolk næste år. (Foto: pool © Scanpix)

De forsvarende verdensmestre fra Tyskland kan blive det første hold til at genvinde VM siden Brasiliens dobbelttriumf i 1958 og 1962.

Joachim Löws mandskab har ikke tabt en kamp siden 2-0-nederlaget til Frankrig i EM-semifinalen sidste år og vandt samtlige kampe i kvalifikationen med et målscoringssnit på lidt over fire pr. kamp frem mod VM i Rusland (omend i en temmelig svag gruppe).

Tyskland har ikke en stjerne i Neymar og Messi-klassen, men til gengæld mange lige under og de fungerer godt i Löws spilsystem.

Den tyske brede og klasse stod også lysende klart, da Löw med et forstærket B-hold tidligere på året formåede at vinde Confederations Cup, der blev afholdt i Rusland, hvorfor tyskerne (som altid) er velforberedte på de forhold, der møder dem i sommerens slutrunde.

Tre profiler: Toni Kroos, Mesut Özil, Manuel Neuer

Resultater mod Danmark.

28 kampe.

9 danske sejre. 3 uafgjorte. 16 tyske sejre.

Fredag eftermiddag kan du se VM-lodtrækningen på DR1 fra Klokken 15.45.

Med hjælp fra Lars Jakobsen og Mikkel Bischoff i studiet vil Peter Møller guide dig igennem den store begivenhed. Lodtrækningen kan også følges direkte på dr.dk/sporten.

Facebook
Twitter