William Kvist skal være konsulent for herrelandsholdet

William Kvist skal agere "landsholdets mand" i en nyoprettet stilling som konsulent i Spillerforeningen.

William Kvist skal stadig have med landsholdet at gøre, selvom han er stoppet i rødt og hvidt. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Spillerforeningen ansætter William Kvist som konsulent for A-landsholdet.

Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Dermed bliver Kvist løsningen på en af de aftaler, der blev indgået, da Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) tidligere på året nåede til enighed om en ny aftale for landsholdet.

Da blev der givet hånd på at styrke tilliden og samarbejdet mellem parterne fremover, og Kvist bliver i den forbindelse konsulent i samarbejdet med DBU.

- Jeg vil arbejde for at styrke sammenhængskraften i dansk fodbold og kommunikationen mellem landsholdet og DBU, hvor vi i høj grad skal bygge på respekt og gensidig tillid, siger William Kvist i pressemeddelelsen.

Under de afsluttende forhandlinger for den nye aftale for landsholdet var det Kvist, der repræsenterede Spillerforeningen i forhandlingslokalet, mens direktør i Spillerforeningen Mads Øland - ligesom DBU-direktør Claus Bretton-Meyer - var skubbet i baggrunden.

Øland er overbevist om, at Kvist kommer til at passe ind i sin nye rolle som konsulent.

Det samme er landsholdsanfører Simon Kjær.

- William var med til VM og har været en del af landsholdet i mange år, så han kender alle de ting i vores dagligdag, der skal prioriteres, siger han i pressemeddelelsen.

- Selv om landsholdets resultater er fantastiske, så tror vi spillere på, at vi hele tiden skal udvikle os, og dette er en super opgradering og et godt skridt fremad for landsholdet og for dansk fodbold generelt, fortsætter Kjær.

/ritzau/

Facebook
Twitter