Mellem 45 minutter og en time.
Så lang tid havde fodboldspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen til at tænke situationen igennem, da han inden opvarmningen til en kamp for sin tyrkiske klub Fenerbahce for tre uger siden blev præsenteret for en speciel opvarmningstrøje, han ikke just selv havde lagt frem i omklædningsrummet.
På den hvide t-shirt var der påtrykt en rød silhuet af en tyrkisk soldat, som gør honnør, mens der stod tre ord med sort skrift under.
Sammen med holdkammeraterne tog den danske forsvarsspiller trøjen på under opvarmningen, og siden kan man roligt sige, at billederne af Zanka i den tyrkiske trøje har vakt debat helt op på ministerniveau i den danske offentlighed.
Selv har Mathias 'Zanka' Jørgensen været tavs om situationen. Indtil nu.
- Da jeg ser trøjen første gang, så tænker jeg selvfølgelig 'Hvad betyder det her?', og det er det første spørgsmål, som jeg prøver at få stillet de tyrkiskkyndige i omklædningsrummet. Jeg prøver at få svar på, hvad det er, og de forklarer, at det er en generel hyldest til det tyrkiske militær, fortæller Mathias 'Zanka' Jørgensen til DR Sporten om sit første møde med den omtalte t-shirt.
Mere præcist betyder de tre tyrkiske ord: "Fædrelandet er jer taknemmelig", hvilket skal ses i sammenhæng med, at Tyrkiet lige nu er i gang med en række militære handlinger i det nordlige Syrien, som har vakt heftig international debat og kritik.
Derfor vidste den danske forsvarsspiller allerede under opvarmningen, at trøjen potentielt kunne gøre ham til centrum for en endog særdeles kraftig mediestorm hjemme i Danmark.
- Jeg vidste godt, at det her var et stort dilemma. Men det er svært at skulle nå at tage den helt korrekte beslutning på 45 minutter på vej ind til kamp. Der var så mange ting at tænke på, før jeg kunne beslutte mig for den rigtige måde at gøre det på, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.
- Jeg tror også, jeg efterfølgende brugte op til en uge på at tænke det hele igennem igen og igen. Hvad kunne jeg have gjort? Hvad kunne jeg have sagt? Alle mulige scenarier. Selv på nuværende tidspunkt er jeg ikke kommet frem til nogen klar konklusion på, hvordan jeg skulle have gjort det anderledes.
Nemt at sidde et andet sted
'Zanka' har ellers gennem hele sin fodboldkarriere været vant til at være i fokus – både på og udenfor banen.
De seneste tre uger har alligevel sat nye standarder, og det endda uden, at han selv indtil nu har sagt et eneste ord offentligt om trøjen. Alligevel har den danske landsholdsspiller kunnet se sig selv i stort set alle tilgængelige nyhedsflader – også langt ud over normale sportsudsendelser.
Han har været genstand for debatprogrammer og passionerede diskussioner på de sociale medier. Selv Kulturminister Rasmus Prehn har givet sit besyv med.
Da først billederne af Mathias 'Zanka' Jørgensen i opvarmningstrøjen begyndte at florere på de sociale medier, fik den tidligere FCK-anfører læst og påskrevet i flere omgange.
Især fordi 'Zanka' i forvejen har brugt sin stemme som profileret fodboldspiller aktivt i den offentlige debat, hvor han blandt andet deltager aktivt i kampagner mod racisme og homofobi i fodbold.
Det er helt andre sager end den spændte politiske og militære situation i Tyrkiet, hvor Fenerbahce i samme periode har gjort den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, til æresmedlem, mens klubber som Fenerbahce, Galatasary og Besiktas i forvejen regnes for at have nogle af verdens mest passionerede fans i en intens atmosfære i Istanbul; Europas største og tættest befolkede by.
Derfor har 'Zanka' savnet en smule nuancer i kritikken, selv om han godt forstår, at den er opstået.
- Der er nogle gange, jeg ser ting i debatten om den her sag, hvor jeg savner, at folk sætter sig i mine sko, før de siger 'du bør gøre sådan'. Det er altid nemt at sidde et andet sted og fortælle andre mennesker, hvad de skal gøre i en helt anden virkelighed.
- Jeg er dog fuldstændig bevidst om, at når man stikker halsen frem, så er det fint at få ros, når det hele er godt, men jeg accepterer også, at der kan komme slag fra folk. Det må jeg acceptere, og derfor siger jeg også, at der ikke er nogen, som skal have ondt af mig.
- Hvis folk får det bedre af, at de giver lidt igen, så skal de have lov til det. Jeg mener bare, at man skal forsøge at se det lidt større billede i den her sag, i stedet for lade sine personlige følelser omkring mig påvirke den logiske tænkning, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.
Jeg har stået i situationen
Da Mathias 'Zanka' Jørgensen i sommer skiftede England og lille Huddersfield ud med Tyrkiet og enorme Istanbul, var han da heller ikke blind for den kulturændring, han stod overfor.
Her er familie, land, politik og fodboldklub knyttet tættere sammen, end hvad en stor del danskere muligvis ser logikken i, og den ofte meget passionerede kontekst skal man også have for øje, mener 'Zanka', der dog har svært ved at se, at han skulle have kunnet kigge i krystalkuglen og forudset det nuværende dilemma, da han i sensommeren valgte Tyrkiet som sin næste fodbolddestination.
Hvad siger du til kritikken om, at du denne gang bare er gået efter pengene i stedet for principper?
- Penge har ikke betydet noget i den her situation. Jeg vidste godt, at der var kulturforskelle. Det er der alle steder. Men hvis man mener, at jeg skulle have forudset en storpolitisk situation, som foregår på verdensplan, så synes jeg måske, det er lidt meget at bede en professionel sportsudøver om.
Hvad så med dem, der stadig siger, at du bare aldrig skulle have taget den trøje på lige meget hvad?
- Det er lettere sagt, når man sidder oppe i Nordeuropa og ikke er i det. Jeg vil ikke tro, at der er nogen, der kan nå at sige det med så stor sikkerhed i stemmen, hvis man tager alle faktorer med i det.
- Det kan jeg sige, fordi jeg har været i det.
God dialog med klubben
At de seneste uger har givet mange nye meninger om og holdninger til Mathias 'Zanka' Jørgensen, er dog svært at komme udenom.
Derfor har danskeren også været i dialog med klubledelsen i Fenerbahce for at sikre sig, at der fremadrettet bliver tænkt mere på de spillere i klubben, der ikke nødvendigvis vil gøres til afsendere for politiske budskaber, de reelt ikke har nogen aktie i.
- Jeg har snakket med klubben. De følger jo også med i, hvad der bliver skrevet og sagt om deres spillere. Jeg har fortalt, hvilket dilemma, jeg som dansker har været i, så vi kan undgå en lignende situation i fremtiden.
Hvad med næste gang, der ligger sådan en trøje i omklædningsrummet?
- Jeg er sikker på, at med den dialog, jeg har haft med klubben, så vil de tænke på os udlændinge i sådan en situation i forhold til hvem, der skal have trøjen på.
Har det ændret noget i forhold til din beslutning om at spille fodbold i Tyrkiet?
Faktum er, at jeg er glad her i Tyrkiet. I og med at jeg har fortalt klubben, alt hvad der nu engang er sket efter alt det her, og der har været en forståelse fra klubben, er det et positivt tegn og en ganske fin indikation på, at jeg kan undgå at stå i sådan en situation i fremtiden.
- Men lige som med alt andet, tager man jo både det positive og negative med sig videre. Fodbolden er alt sammen et eventyr, og i eventyr er der også nogle punkter, hvor man siger, at det ville jeg helst have været foruden, siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.
Du kan indslaget med 'Zanka' i Fodboldmagasinet søndag aften klokken 21.35.