Lars Høgh vandt over Skatteministeriet

Lars Høgh skal ikke betale skat af overskuddet fra testimonialkampen i august 2000. Det har Østre Landstret i dag slået fast.

Preben Elkjær og Klaus Berggreen tager afsked med Lars Høgh i testimonial-kampen den 28. august 2000 i Odense. (Foto: Lars K. Mikkelsen © Scanpix)

Lars Høgh har vundet den sag, som Skatteministeriet havde anlagt mod ham.

Skatteministeriet ville have Høgh til at betale skat af overskuddet fra den testimonialkamp, som OB arrangerede i august 2000 for at hædre Høgh for hans lange loyalitet overfor klubben. I alt beløb gevinsten sig til 1,1 million kroner.

Lars Høgh har dog holdt fast i, at han ikke skulle betale skat, og det fik han først Landsskatteretten- og nu også Østre Landsrets ord for.

- Sidst, jeg vandt skattesagen, tog Tine og jeg på Munkebo Kro. I aften tager vi nok en flaske vin, ja, måske går vi ud og spiser igen, siger Lars Høgh til Fyens Stiftstidende.

Han har aldrig tvivlet på, at han ville vinde sagen.

- Jeg har hele tiden betragtet det som en slags fodboldkamp, hvor man altid går efter at vinde. Og ærlig talt har sagen ikke fyldt alverden i mit hovede den sidste tid. Det var faktisk først, da min familie gjorde mig opmærksom på, at afgørelsen kom i dag, at jeg begyndte at tænke på det igen, siger Lars Høgh til Fyens Stiftstidende.

 

Facebook
Twitter