Lars Jacobsen om skade: Frygter det værste

FC Københavns Lars Jacobsen ved endnu ikke, hvor slem en skade han pådrog sig i 2-1-sejren over AC Horsens.

Lars Jacobsen i kamp tidligere på sæsonen. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Lars Jacobsen måtte udgå med en skade i FC Københavns 2-1-sejr hjemme over AC Horsens. Landsholdsspilleren kender endnu ikke skadens omfang, men han frygter det værste.

EM-slutrunden lurer lige om hjørnet, så derfor er en eventuel længerevarende skade meget ubelejlig lige nu.

- Det er klart, at man gør sig sine tanker og frygter det værste. Men nu må vi være positive og se på det i morgen, siger Lars Jacobsen.

Højrebacken pådrog sig skaden i slutminutterne, da han lavede et antrit. Kort efter blev han udskiftet med Mathias "Zanka" Jørgensen.

- Jeg fik i hvert fald et eller andet (i baglåret, red.). Nu må vi se, om det er en forstrækning, fiberskade eller hvad det er. Det må vi lige se i morgen.

- Nu skal vi heller ikke male fanden på væggen, inden vi ved, hvad det er. Vi må være tålmodige, men det er selvfølgelig skide irriterende lige nu, fastslår Lars Jacobsen.

Inden Lars Jacobsen udgik med en skade, havde han lagt op til sejrsmålet, og han er en sikker mand i landstræner Morten Olsens EM-trup til sommer, hvis han er skadesfri.

Han forklarer selv situationen således:

- Jeg tog et langt træk forbi modstanderen, og så løb jeg åbenbart så hurtigt, at min krop ikke kunne holde til det, siger Lars Jacobsen.

EM-truppen på 23 spillere forventes at blive udtaget 29. maj.