Laudrup senior tror på DM-guld til Andreas

Michael Laudrup har fidus til FC Nordsjælland i aftenens drama om DM-guldet i Superligaen i fodbold.

Michael Laudrup er med på tætteste hold, når Superligaen afsluttes i aften. Den tidligere landsholdsspiller skal på Farum Park se sønnen Andreas og resten af FC Nordsjælland-spillerne forsvare førstepladsen mod Horsens.

Han tror på, at nordsjællænderne tager DM-guld, selv om han er overrasket over, hvordan det er gået i sæsonen.

- Jeg må sige, at jeg er imponeret over FCN's stabilitet. Hvad angår FCK's ditto, så vil jeg ikke gå ind i en nærmere analyse op nuværende tidspunkt, siger han til eb.dk.

Michael Laudrup forlod dansk fodbold i en tidlig alder og nåede derfor aldrig selv at blive dansk mester som spiller.

Han vandt dog guld som træner for Brøndby, og han har også vundet DM for oldboys.

Til gengæld har han vundet det italienske mesterskab med Juventus, det spanske mesterskab med Real Madrid og Barcelona og det hollandske mesterskab med Ajax.

Han har med Barcelona også vundet forløberen for Champions League, som hed Mesterholdenes turnering.

 

Facebook
Twitter