Laudrups assistent: Ingen forklaring

Michael Laudrup og Erik Larsen har ikke fået nogen forklaring på fyringen fra Spartak Moskva. I dag skal de forbi klubben en sidste gang.

Chefscout Erik Larsen er sammen med træner Michael Laudrup fortid i Spartak Moskva. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Da træner Michael Laudrup og hans chefscout Erik Larsen i aftes blev fyret fra Spartak Moskva efter 0-3 nederlaget til Dynamo Moskva, fik de beskeden overbragt i en telefonsamtale.

- Vi har ikke fået nogen forklaring, men forklaringen er vel forholdsvis simpel. Jeg går ud fra, at de har ønsket at handle, fordi de ikke synes, at resultaterne har stået mål med de ønsker, de har haft for holdet, siger Erik Larsen til DR.

Han synes selv, at han sammen med Laudrup er nået langt på kort tid i klubben, og derfor er det ekstra ærgerligt, at de ikke kan få lov til at gøre arbejdet færdigt.

- Alle som kender Michael ved, hvor ambitiøs og ærekær han er, så uanset hvordan og under hvilke omstændigheder, så er det aldrig rart at få en fyreseddel, fortæller Erik Larsen, der sammen med Michael Laudrup i dag skal en sidste gang forbi Spartak Moskva.

- I dag skal vi ud i klubben, og der er jo nogle ting, der skal afvikles i forbindelse med det her, og så tager vi det stille og roligt herfra, fortæller Erik Larsen om den nære fremtid.

Hvad der skal på længere sigt, har han endnu ikke tænkt over. 

- Nu er det ikke mig, der ligger så mange planer i det her samarbejde. Det er normalt Michael, der trækker jobbene, og hvis han skulle få et nyt job, og han synes, det er værd at have mig med, så vil jeg overveje det meget seriøst. Men som det er nu, så afventer vi lige og ser.

Facebook
Twitter