Linköping-dansker efter scoring: Det perfekte punktum

Nicoline Sørensen kronede et flot 2017 med scoring i Linköpings FC's sejr over Sparta Prag i Champions League.

Nicoline Sørensen fejrer EM-succesen med Stine Larsen. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Med en 3-0-sejr hjemme over Sparta Prag spillede Linköpings FC sig videre til kvartfinalerne i Champions League, som spilles til foråret.

Målet til 3-0 blev sat ind af den danske landsholdsspiller Nicoline Sørensen, hvilket samtidig blev punktummet for et fantastisk 2017 for den blot 20-årige angriber, der i sommer skiftede de trygge rammer i Brøndby ud med et eventyr hos Linköpings FC.

- Det betyder sindssygt meget. Det var et dejligt punktum at sætte for et helt igennem fantastisk 2017. Der sker altid nogle ting, når man skifter klub, men det hele er begyndt at hænge bedre sammen nu, så det var fantastisk med den her afslutning, siger Nicoline Sørensen til DR Sporten.

Fuld gevinst

For få uger siden blev Linköpings FC svenske mestre, hvilket betød, at Nicoline Sørensen har kunne fejr to mesterskaber inden for seks måneder.

Oven i hatten blev hun sidste år kåret til årets talent i dansk kvindefodbold, fik landsholdsdebut, vandt EM-sølv, og nu står hun i en kvartfinale i Champions League.

- Det har været en fantastisk rejse, men det er også fordi, jeg har spillet på nogle rigtig gode hold. Jeg har jo ikke gjort det hele selv, langt fra. Men samtidig er tingene også bare gået op i en højere enhed.

De ting, jeg har arbejdet med i mange år, lykkes nu, og det gør bare, at motivationen stiger, og jeg har lyst til at arbejde endnu hårdere.

Mulig dansk modstand

I slutningen af november bliver der trukket lod til kvartfinalerne i Champions League, hvor flere hold med dansk islæt på holdkortet er med i bowlen.

Nicoline Sørensen ville da heller ikke have noget imod at støde ind i én eller flere af holdkammeraterne fra landsholdet.

- Det ville da være sjovt at møde nogle danskere, men om der er danskere eller ej, bliver det store kampe. Vi tager, hvad der kommer, siger hun og fortsætter om den store repræsentation af danskere blandt de bedste hold i Europa.

- Det danner et godt billede af, at vi er et sted i dansk kvindefodbold, hvor vi er med i toppen. Det kan man også se på, hvor mange danskere der er rundt omkring i de europæiske topklubber. Så det viser et godt billede af, hvor langt fremme vi er i dansk kvindefodbold, slutter hun.

Nicoline Sørensen og Linköpings FC har i kvartfinalerne muligheden for at støde ind i Wolfsburg med Pernille Harder på holdet, Barcelona med Line Røddik, Montpellier med Katrine Veje og Manchester City, der efter vinterpausen har både Mie Leth Jans og Nadia Nadim i truppen.

Facebook
Twitter