Fodboldstjernen Lionel Messi spiller lørdag sin sidste kamp for den franske storklub Paris Saint-Germain.
Det fortæller PSG-træner Christophe Galtier før weekendens ligakamp mod Clermont.
- Jeg har haft privilegiet af at træne den bedste spiller i fodboldens historie. Dette bliver hans sidste kamp på Parc des Princes (PSG's stadion), og jeg håber, at han vil den få den varmeste afsked, siger PSG-træneren, ifølge Reuters, på et pressemøde.
Den 35-årige fodboldstjernes fremtid i den parisiske klub har den seneste tid affødt store spekulationer, efter han i begyndelsen af maj rejste et smut til Saudi-Arabien uden at have fået lov af.
Efterfølgende var argentineren for en kort stund suspenderet af klubben, men efter en undskyldning blev han siden indlemmet i truppen igen.
Og spørger man argentinerens træner, har han da også - trods uroen - hele tiden spillet en afgørende rolle for holdet.
- Han har været vigtig for holdet i år. Han har altid været til rådighed. Jeg synes ikke, kritikken er berettiget.
- Han har altid været der for holdet. Det har været et privilegie at følge ham gennem sæsonen, siger Christophe Galtier.
På sine 40 kampe i denne sæson har Lionel Messi scoret imponerende 21 mål og lavet 20 assists.
I weekenden var han med til at sikre det franske mesterskab, da han scorede PSG's eneste mål i den uafgjorte kamp mod Strasbourg.
Hvor skal han hen?
Argentineren har spillet for det franske storhold siden sommeren 2021, hvor han skiftede fra spanske FC Barcelona.
Siden har han været med til at vinde to franske mesterskaber, men hvor han fremover skal snøre støvlerne, lægge læderet til rette og høvle kuglen i kassen er endnu uvist.
En af mulighederne kunne være en retur til spanske Barcelona, hvor den 35-årige superstjerne har spillet langt størstedelen af sin karriere.
Skulle det ske, vil argentineren blive genforenet med sin tidligere holdkammerat Xavi Hernandez, der nu styrer sagerne fra sidelinjen som træner.
En genforening, der helt sikkert vil glæde den spanske træner.
- Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Messi kommer tilbage, vil han hjælpe os med at opnå vores ambitioner med fodbold. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og det har jeg fortalt klubbens præsident.
- Han er stadig en vinder, han er en leder og han er noget helt særligt, sagde Xavi for få dage siden ifølge Sky Sports.
Flere medier spekulerer dog også i, om han skal følge i Cristiano Ronaldos fodspor og vende snuden mod Saudi-Arabien.
Et rygte, der ifølge Barcelona-redaktør på den spanske avis Sport, Jordi Gill, godt kunne være hold i.
- Vi tror, at han tager til Saudi-Arabien eller USA, da det er lettere for ham. Barcelona vil helt sikkert gerne have ham, selvom de ikke udtaler sig om det, sagde Jordi Gill tilbage i starten af maj.