Målnæsen Mæhle i scoringskrise: 'Det har hele tiden været unormalt'

Trods fem kampe uden mål, er Joakim Mæhle stadig dansk topscorer under Kasper Hjulmand.

Joachim Mæhle har scoret ni mål i 29 kampe for landsholdet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Efter 33 minutter af torsdagens opgør mod Kroatien, startede Joakim Mæhle på et af den slags stormløb, der siden landsholdsdebuten for to år siden har fået de danske roligans til at trække lidt ekstra i snoren på klaphatten.

Arbejdsraseri. Løb mellem kæderne. Ind i feltet. Alene med målmanden.

Normalt ender den sekvens med et blafrende målnet. Bare ikke denne gang, da den 25-årige forsvarsspillers forsøg sad lige på den kroatiske målmand.

Dermed gik Mæhle glip af sin tiende scoring i landsholdskarrieren.

Dagen derpå er netop spilsekvensen efter godt en halv time et udmærket billede på, hvad der ifølge den danske lejr gik galt i gårsdagens 1-2 nederlag til Kroatien.

Selvom der blev skabt chancer undervejs, var det ikke nok. Og de, der var, blev ikke udnyttet optimalt.

Jovist, Christian Eriksen udnyttede sin halve chance til fulde, da han efter 77 minutter klappede på kassen fra distancen og udlignede. Men danskernes udnyttelsesprocent er et af de vigtigste forbedringspunkter inden den sidste gruppekamp mod Frankrig på søndag, mener Joakim Mæhle.

- Vi skaber for lidt, men vi har stadig chancerne til at afgøre det. Vi skal være bedre med klatten og taber for mange lette bolde, og det skal vi have styr på mod Frankrig, siger landsholdsspilleren.

Joachim Mæhle lagde op til Christian Eriksens mål i 1-2-nederlaget til Kroatien torsdag aften. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det er unormalt

Normalt ville en afbrænder fra en forsvarsspiller ikke komme som den helt store overraskelse. Men lige netop Joakim Mæhle er langt fra som de andre i den bagerste kæde.

Med sine ni mål er den 25-årige nordjyde fortsat topscorer på det danske landshold, i de 31 kampe landstræner Kasper Hjulmand har stået i spidsen for holdet.

Men i skrivende stund er topscoreren uden mål i fem kampe i streg - en tangering af Mæhles længste "scoringskrise". Alligevel kan Kasper Hjulmand ikke helt lade være med at trække på smilebåndet til spørgsmålet om Mæhles betydning for den danske offensiv.

- Jeg har sagt hele vejen igennen, at det er unormalt. Han har scoret ni mål, og det skal man simpelthen ikke forvente af en venstre back, siger Kasper Hjulmand og griner.

Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at den nordjyske dieselmotor har en kæmpe andel, når den danske offensiv præsterer.

- Han løber bare igennem dem (modstanderne, red.). Han er så farlig, fordi han bliver ved med at løbe. Så vores venstreside med Mæhle og en anden - det kan være Eriksen, Damsgaard, Lindstrøm eller Delaney med sine dybe løb, er en af de ting, vi skal have til at fungere, siger landstræneren.

Man kan næsten høre det på landstrænerens formulering. 'Mæhle og en anden'. Det lidt mere ligegyldigt, hvem den 'anden' i tandemet er, hvis blot backen buldrer af sted.

Søndag møder Mæhle og Danmark Frankrig i den sidste Nations League-gruppekamp. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Skal først og fremmest lukke af

Selvom det ikke blev til mål i nederlaget til Kroatien, viste Joakim Mæhle alligevel sine kvaliteter, da han erobrede den bold, der senere havnede i netmaskerne via Christian Eriksens fod.

Et højt, uimodståeligt pres, en bolderobring og en simpel aflevering til en medspiller - banko.

En af de nemmere oplæg, Mæhle er blevet noteret for i sin tid på landsholdet, men ikke desto mindre lige nøjagtigt det, som defensivspilleren er med for.

- Jeg gør alt for at være med i både mål og assists i det offensive, men det handler først og fremmest om at at lukke af i forsvaret for mig. Nogle gange, tror jeg, ser folk lidt igennem det defensive og tænker kun på det offensive, men jeg skal altså være påpasselig i begge ender af banen, siger Joakim Mæhle.

Ikke desto mindre er Joakim Mæhle udemærket klar over, at topscorerrollen og carte blanche til at behandle venstresiden som Jyllandsringen i en vilkårlig løbsweekend forpligter i jagten på at få den danske offensiv til køre som smurt, inden VM begynder i november.

- Selvfølgelig er jeg en vigtig brik i og med, at jeg har så stor og indflydelsesrig rolle på holdet. Men der er nok heller ikke nogen tvivl om, at jeg ikke kan holde der her målsnit for evigt, siger Mæhle.