Malmö FF raser mod dansk politi

Både ledelsen og tilhængerne i den svenske Malmö FF er rasende over dansk politis opførsel under Royal League-kampen mod FC København i Parken i torsdags.

De civilklædte danske betjente var ifølge Malmö FF alt for voldsomme i deres fremfærd under Royal League-kampen i Parken i torsdags. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Både ledelsen og tilhængerne i den svenske Malmö FF er rasende over dansk politis opførsel under Royal League-kampen mod FC København i Parken i torsdags. Og begge parter går nu videre med sagen.

Fanklubben har tænkt sig at klage over politiet og er i øjeblikket ved at indsamle videomateriale og øjenvidneberetninger. Samtidig har den svenske divisionsforening har indkaldt til møde med repræsentanter for Royal League og dansk politi.

Under kampen kom det til slagsmål på tribunen med de svenske tilskuere, og ifølge Malmö FF var det civilklædte danske betjente, der førte an med stavene trukket.

Civilklædte betjente slog på kvinder og børn

- Jeg sidder selv på hovedtribunen og ser, at kontrollørerne går ind blandt de svenske fans. Bagefter kommer det, jeg opfatter som en gruppe hooligans, der begynder at slå vild på alt og alle. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det var civilklædte politibetjente som slog på fredelige tilskuere.

- Det er beklageligt, at der blandt det såkaldte politi findes individer, som ikke holder sig tilbage fra at slå på uskyldige tilhængere, heriblandt kvinder og børn, siger Malmö FFs formand, Bengt Madsen, i en skarp kritik.

Politi afviser, at reaktionen var for voldsom, og talsmand, vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch, forsvarer over for B.T. brugen af civile betjente.

- Jeg mener, der blev disponeret fornuftigt. Vi havde kun ét at gøre, og det var at gå ind med den fornødne styrke for at få bragt urolighederne til ophør. Folk har altid den mulighed at klage over politiets adfærd, og så bliver det undersøgt af statsadvokaten, siger Flemming Steen Munch til avisen.

 

Facebook
Twitter