Martin Jørgensen går tv-vejen

Den tidligere landsholdspiller er blevet en del af TV3 Sports hold af fodboldeksperter.

Martin Jørgensen skifter grønsværen ud med tv-studiet. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Da Martin Jørgensen søndag eftermiddag havde spillet sin sidste kamp som aktiv fodboldspiller, blev han i P3-programmet Sport på 3'eren spurgt, om han nu skal være træner, tv-ekspert eller bare skulle bruge tiden på at tælle alle de penge, han har tjent i sin lange karriere.

Svaret lød: Hvorfor ikke gøre alle tre ting.

Og indtil videre har AGF-veteranen gang i mindst to af tingene. Han har allerede meldt sig til træneruddannelsen, og nu er han også blevet en del af tv-stationen TV3 Sports hold af fodboldeksperter.

- Mange år som aktiv har givet mig en solid ballast indenfor fodbolden, og forhåbentlig kan jeg bidrage med ny viden og spændende input baseret på alle de indtryk, som jeg har samlet sammen gennem årene, siger 39-årige Martin Jørgensen i en pressemeddelelse.

Martin Jørgensen indledte sin professionelle fodboldkarriere i 1994 og nåede at spille 102 kampe for det danske landshold.

 

Facebook
Twitter