Mere end fodbold: Millioner af kroner er på spil i Brøndbys næste kampe

I aften møder Brøndby og Horsens hinanden, men der er mere end sportslig succes på spil.

(ARKIV) Brøndbys fans i superliga kampen mellem Brøndby IF- FC Midtjylland på Brøndby Stadion mandag den 14. maj 2018. For få uger siden lå Brøndby suverænt til at vinde mesterskabet. Nu har holdet lukket Midtjylland ind i guldkampen, og nu ligger de to hold helt lige. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Brøndby IF led mandag et nederlag, der gav efterdønninger uden for Superliga-tabellen.

Vestegnsklubben tabte hjemme 0-1 til FC Midtjylland, og efterfølgende faldt Brøndby IF-aktien med omkring 10 procent på én dag, og aktien er samlet faldet med omkring fem procent over den seneste uge. Klubbens markedsværdi er nu på 630 millioner kroner.

Efter at have ført med seks point er Brøndby og Midtjylland nu á point med to kampe tilbage. Brøndby fører på bedre målscore.

Der er "kun" cirka 1,7 millioner kroner i tv-indtægter mellem nummer et og to i Superligaen. Det er selvsagt også noget, men hvis Brøndby evner at holde midtjyderne bag sig, er der potentielt mange hundrede millioner kroner i vente. Det forklarer sportsøkonom Kenneth Holm Cortsen:

- Det er et anseligt beløb, der kan være tale om, hvis man vinder mesterskabet og kvalificerer sig til Champions League. Det er en guldkalv for danske hold, der er behæftet med enorme muligheder for kapital, der distancerer indtjeningen fra Superligaen markant, det forplanter sig på hele forretningen, siger han.

Champion$ League

Vinderen af Superligaen får som det eneste danske hold mulighed for at kvalificere sig til Champions League. Og det er ikke småpenge, der er i vente. Kenneth Holm Cortsen vurderer, at Brøndby i så fald kan se frem til en indtægt på et trecifret millionbeløb.

UEFA anslår, at kvalifikation til turneringen giver omkring 94,5 millioner kroner. Dertil kommer sejrsbonusser og tv- og sponsorindtægter.

- Hvis man vinder the double og har udsigt til europæisk fodbold, så skal man smede, mens jernet er varmt, for det bliver nemmere at sælge sponsorater og billetter, siger Kenneth Holm Cortsen.

- Brøndby er en klub, der har en national fan-identifikation, så der er god opbakning omkring sportslige succeser.

Store aktieudsving

Brøndby har vundet den danske pokalturnering og er dermed sikret kvalifikation til Europa League, men økonomien i den turnering er slet ikke den samme som i Champions League.

Ifølge UEFA er klubberne, der deltager i Europa League, samlet set kun sikret godt en tredjedel af pengene i forhold til dem i Champions League.

Brøndby mangler to kampe for at vinde mesterskabet, ude mod AC Horsens og hjemme mod AAB.

Aktien faldt fra morgenstunden med tre procent. Men Brøndby har nydt succes den seneste sæson, aktien er samlet steget med over 250 procent det seneste år.

Otto Friedrichsen, aktiestrateg i virksomheden Formuepleje, forklarer, at fodboldklubbers aktier er ekstremt følsomme over for sportslige resultater, fordi investorerne ofte er privatpersoner:

- Vi ser aktier, der stiger kraftigt, når det ligner et mesterskab, og omvendt, siger han og fortsætter:

- Der er økonomer, der mener, at fodboldklubber slet ikke bør være på børsen, for det er ekstremt følsomme aktier med store udsving alt efter sportslig succes, siger Otto Friedrichsen.

Fodboldklubbers aktier er ofte små aktier, som er lette at tilgå for private, der gerne vil lave en investering med hjertet i den klub, de holder med. Og det er svært for danske klubber at holde indtjeningen oppe, i eksemplet Brøndby opnåede klubben et årsresultat for 2017 på -24,8 mio. kr. (2016: -31,9 mio. kr.). Alligevel bliver aktierne handlet flittigt:

- Rationalet er, at sportslig succes vil have positiv indvirkning på klubbens aktiver og avle økonomisk succes i form af øgede indtjeningsmuligheder fra tv-indtægter, øget værdi af spillertruppen og reklameindtægter, forklarer Otto Friedrichsen.

Brøndby spiller i aften mod AC Horsens mens ditto titelaspiranterne fra Midtjylland møder FC København. Du kan følge resultaterne af kampene her på dr.dk eller på aktiemarkederne mandag morgen.

Facebook
Twitter