Messi er løbet fra Ronaldo i 2015

Efter to guldbolde til Ronaldo lægger Lionel Messi sig i spidsen som verdens bedste i 2015.

Lionel Messi er i øjeblikket i absolut topform. Senest lavede han to mål og to oplæg søndag aften. (Foto: CESAR MANSO og ANDER GILLENEA © Scanpix)

De seneste to år har Cristiano Ronaldo regeret som verdens bedste fodboldspiller, men portugiserens står i øjeblikket i skyggen af Lionel Messi. I hvert fald har Ronaldos argentinske konkurrent fået en fantastisk start på 2015. Senest i søndagens Barcelonasejr over Athletic Bilbao.

- Endnu en fantastisk indsats. Han scorede to mål og lavede to oplæg i en majestætisk optræden, skriver Goal.com eksmpelvis og kvitterer med topkarakter.

Statistisk har Messi, der tidligere har vundet fire guldbolde, et højere scoringssnit end sin konkurrent. Kombineret med Barcelonas fremmarch i ligaen ser det fornuftigt ud for den lille argentiner.

Derimod er Cristiano Ronaldo, med tre guldbolde på cv'et, gledet noget mere ud spillemæssigt.

I lørdagens nederlag til Atlético Madrid var portugiseren en skygge af sig selv og i sin forrige kamp blev han smidt ud for at sparke til en modspiller.

Statistik: Messi scorer flest mål

Vi har kigget på de to rivalers første kampe i 2015, hvor Lionel Messi kan prale af den bedste statistik i liga- og cup-kampene.

Lionel Messi har spillet ni kampe og scoret 11 mål i indeværende år. Til sammenligning har Cristiano Ronaldo spillet syv kampe og lavet fire mål.

Omkring Ballon d'Or forholder det sig sådan, at kåringerne baseres på præstationerne siden november, hvor 2014-afstemningen sluttede den 21. november. Derfor har vi også kigget tilbage på de to spilleres kampe siden den 22. november, hvor også Champions League- og VM for klubhold tæller med for Ronaldos vedkommende.

I denne Ballon d'Or-periode har Messi spillet 14 kampe og scoret 23 gange. Ronaldo har været i aktion 15 gange med 13 mål til følge.

Cristiano Ronaldo er gået en smule i stå efter en formiddabel sæsonstart, hvor han scorede 20 mål i de første 12 runder. (Foto: DANI POZO © Scanpix)

Hvem tror du, der ender med at blive kåret til verdens bedste fodboldspiller i år 2015?

Kommentarfeltet herunder er givet frit til debat.