Messis Argentina har kniven for struben efter ny skuffelse i Copa America

Med et 1-1-resultat mod Paraguay har Argentina ryggen mod muren inden sidste gruppekamp i Copa America.

Lionel Messi måtte skuffende forlade banen med sine holdkammerater efter endnu en halvskidt kamp. (Foto: Douglas Magno © Scanpix)

Argentina skuffer igen i Copa America efter 1-1 mod Paraguay.

Med det uafgjorte resultat natten til torsdag har Argentina ryggen mod muren inden sidste gruppekamp mod Qatar.

Argentina tabte 0-2 til Colombia i første kamp i gruppen, og derfor skulle Argentina ud og jagte en sejr mod Paraguay natten til torsdag.

Det gik dog ikke som planlagt for Lionel Messi, Sergio Agüero og de andre argentinske stjerner, da Richard Suarez bragte Paraguay foran 1-0 efter 37 minutter på et indlæg fra Miguel Almirón.

Argentina kom tilbage i anden halvleg, efter at dommeren måtte bruge videodommersystemet VAR til at tildele Argentina et straffespark. Det tog Messi sig sikkert af med scoringen til 1-1.

Det gav de argentinske tilskuere og spillere tro på tingene, men blot seks minutter efter måtte de holde vejret, da Paraguay fik tildelt et straffespark efter en tackling fra Nicolás Otamendi.

Heldigvis for Messi og Argentina reddede målmanden, Franco Armani, bolden, og Argentina slap med skrækken.

Argentina formåede ikke at bringe sig i front i kampen, der derfor endte 1-1.

Resultatet betyder, at Paraguay har to point i gruppe B, mens Argentina og Qatar har et point efter to kampe i gruppen. Qatar ligger foran Argentina med en bedre målforskel på et mål.

Colombia er inden sidste gruppekamp mod Paraguay sikker på at ende som gruppevindere efter sin sejr på 1-0 over Qatar tidligere på natten.

Planmæssig start for favoritter

De to bedste hold går videre fra de tre grupper i Copa America. Derudover går de to bedste treere fra de tre grupper også videre.

Argentina skal slå Qatar i sidste runde og samtidig håbe på, at Paraguay ikke vinder over Colombia for at blive toer i gruppen og være sikker på avancement.

TOPSHOT - Brazil's Gabriel Jesus (L) gestures on the ground near Venezuela's Mikel Villanueva during their Copa America football tournament group match at the Fonte Nova Arena in Salvador, Brazil, on June 18, 2019. (Photo by Juan MABROMATA / AFP) (Foto: JUAN MABROMATA © Scanpix)

Blandt de andre favoritter i turneringen er det hele startet en smule mere planmæssigt for værterne Brasilien. De startede med at vinde åbningskampen mod Bolivia, men fik så kun 0-0 mod Venezuela i den anden kamp.

En plads i kvartfinalen burde dog være mere eller mindre sikker inden den sidste kamp i gruppen mod Peru, der ligeledes har fire point efter to kampe.

Også de forsvarende mestre, Chile, startede solidt med en 4-0-sejr over Japan. Knald-eller-fald-kampene spilles fra den 27. juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter