Mest sete fodboldkamp i 2017: Kvindelandsholdets semifinalesejr slog seerrekord

Torsdagens EM-semifinale i kvindefodbold er den mest sete fodboldkamp på dansk tv i år, viser tal fra Gallup.

De danske fodboldkvinder har efter sejren over Østrig i semifinalen ved EM. (Foto: REUTERS © Scanpix)

Næsten 1,5 millioner seere kiggede med, da de danske fodboldkvinder torsdag aften spillede sig i EM-finalen efter straffesparkskonkurrence. Og i gennemsnit fulgte 1.009.000 med i de 120 minutters nervepirrende drama

Det viser seertal fra Kantar Gallup, skriver TV2, og hermed er det den mest sete fodboldkamp på dansk tv i år.

Første halvleg havde i snit 724.000 seere, mens anden halvleg i snit blev set af 1.167.000.

- Med seertallet på 1.009.000 i snit er EM-semifinalen den mest sete fodboldkamp på dansk tv i år - og faktisk den mest sete siden et par af kampene ved EURO 2016 (sidste års EM i herrefodbold, red.), skriver tv-stationen.

Danmarks fodboldkvinder har spillet fem kampe ved EM i Holland. Alle fem kampe er blandt årets syv mest sete fodboldkampe på tv, men indtil i går var det herrelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Rumænien, som flest danskere havde zappet ind på.

Inden den danske kvinder stødte herrerne af fodboldtronen så listen over mest sete fodboldkampe således ud:

I tallene skal tages det forbehold, at EM-kampene bliver sendt på de store hovedkanaler DR1 og TV 2, som mange husstande kan se. Det danske herrelandsholds kampe vises nemlig på Kanal 5.

Og det er med til at øge seertallene, men det er ikke den eneste forklaring på de tårnhøje seertal, har medieforsker Jakob Vikær Hansen tidligere forklaret.

- Den danske deltagelse er det, der for alvor er med til at trække seertallene i vejret. Når Danmark er med, og det går godt, bliver der skabt en fællesskabsfølelse på tværs af landet, og det øger seertallene, sagde han tidligere i denne uge.

Sidste gang, det danske kvindelandshold toner frem på skærmen ved mesterskaberne i Holland, er på søndag.

Her møder kvinderne de hollandske værter i finalen, der spilles klokken 17.

Holland slog England 3-0 i den anden semifinale.

Du kan følge EM-finalen direkte på DR1 på søndag og i LIGA på P3.

Facebook
Twitter