Mig og Pelé: Tre danskere sætter ord på deres møde med fodboldlegenden

Pelé satte sit aftryk på millioner af mennesker. Hør tre danskere fortælle om deres møde med legenden.

Torben Joensens scrapbog har et tydeligt bevis på, at han mødte fodboldlegenden i 1989.

Torsdag sagde Brasilien og resten af verden farvel til et af fodboldhistoriens største ikoner.

Den tredobbelte verdensmester Pelé sov efter længere tids sygdom stille ind på et hospital i Sao Paolo.

Pelé blev 82 år gammel og nåede i sit liv at sætte aftryk på millioner af menneskers liv verden over. Også i Danmark, som han flere gange besøgte i forskellige anledniger.

Tre danskere sætter her ord på deres møde med fodboldlegenden Pelé.

Skoleturnering banede vejen for mødet med legenden

Hør Torben Joensen fortæller om sine første minder med Pelé i videoen herover:

Tilbage i 1989 var Pelé på besøg i København i anledning af Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum.

Det danske landshold skulle møde Brasilien i Idrætsparken, og Pelé var inviteret til at overvære kampen.

Esbjerg Ugeavis havde arrangeret en stor skolefodboldturnering, og vinderholdet fik en tur til København og skulle se kampen mellem Danmark og Brasilien.

Den esbjergensiske sportskommentator Torben Joensen var med på den tur, og med hjælp fra både DBU og det brasilianske landsholds pressekorps fik han sat et møde op med det brasilianske landshold. Med til mødet var også Pelé.

- Han var en uspoleret person med begge ben på jorden i modsætning til nogle af de store sportsstjerner i dag. Dengang var det lettere at komme tættere på dem, da de ikke havde bodyguards til at passe på dem.

Torben husker ikke specifikt, hvad de snakkede om. Men det var noget om at være i Danmark og skulle se landskampen næste dag.

Til gengæld husker Torben tydeligt, at han kunne mærke, Pelés imødekommenhed i den måde han håndterede mødet med skolefodboldholdet fra Esbjerg.

- Han hilste stille og roligt på folk og snakkede med dem, fortæller Torben Joensen.

- En rigtig stor fodboldspiller, men også et fantastisk menneske. I min verden kan man godt være en stor sportsmand, som ikke agerer som en stor sportsmand udenfor banen. Men én der giver sig tid til sine fans, det betragter jeg som værende en stor mand.

Mødet med Pelé vil for altid være hos Torben Joensen. Både i scrapbogen, men også i hukommelsen.

- Jeg har et godt minde at se tilbage på. Jeg har mødt selveste Pelé, hvilket er en rigtig stor ting. Og så har jeg samtidig mødt en mand, der var meget, meget jordnær. Man havde indtrykket af det, han bliver kaldt i dag. Verdens bedste fodboldspiller.

Praktikantens møde med Pelé i Nordvest

I september 2009 afholdt den Internationale Olympiske Komité kongres i København. I den forbindelsen var Pelé endnu et smut i Danmark for at tale Rio de Janeiros sag, i jagten på at blive OL-vært i 2016.

Men Pelé bevægede sig også ud i det københavske efterår til en række arrangementer. Et af dem var på en legeplads det københavnske Nordvestkvarter, hvor Pelé skulle agere træner for et fodboldhold.

På legepladsen var også den dengang 22-årige praktikant på Tipsbladet, Sebastian Stanbury, som tydeligt husker virakket.

- Da jeg kommer derover, befinder han sig inde i et lille skur på den her legeplads. Pressefolk, autografjægere, og hvad ved jeg, ville have fat i ham, fortæller Stanbury, som i dag er journalist hos Mediano.

- Men der stod en masse sikkerhedsfolk, som skubbede folk væk, så Pelé kunne være i fred, indtil han skulle ud på fodboldbanen. Da han kom ud, masede folk på for at få lov til at tage billeder, stille ham spørgsmål og få autografer. Jeg lykkedes ikke med nogen af delene.

Sebastian Stanbury (til venstre med langt hår) var i 2009 helt tæt på den brasilianske fodboldlegende. (Foto: FCK.DK / Charles Maskelyne)

I 2009 var Pelé 69 år. Derfor var der ikke mange af børnene på legepladsen, som egetlig vidste, hvem han var.

Sebastian Stanbury husker at den tidligere AB-spiller Abdul Sule, som også var med til arrangementet flere gang blev forvekslet med Pelé og spurgt til en autograf.

- Det siger noget om Pelés status. Han var mere en legende, end han var et menneske for mange af de børn.

- Pludselig var det hele forbi, og han blev igen ført væk af sine sikkerhedsfolk, og det var så det. Så havde Pelé været forbi Københavns Nordvestkvarter.

Søren mødte Pelé i en Hollywood-film

Hør Søren Lindsted fortælle om mødet med Pelé i videoen herover:

Pelé nåede aldrig at spille på hold med en dansker - og så alligevel. For i sommeren 1980 var den brasilianske fodboldstjerne med i Hollywood-filmen Fangelejrens Helte.

Her spillede han på hold med den danske fodboldspiller Søren Lindsted, som var én blandt mange professionelle fodboldspillere, der spillede med i filmen.

Optagelserne foregik over fire uger i den ungarnske hovedstad, Budapest, og Søren Lindsted husker tydeligt ugerne, hvor han trillede bold med Pelé.

- Som barn var han mit store idol. Da han blev verdensmester i 1970, var han jo den største, og ti senere år, som 23-årig, står jeg med ham i Budapest, det var helt vildt.

Søren Lindsted spillede seks år som professionel i blandt andet Holland og Belgien, og selvom optagelserne med Pelé måske ikke sportsligt var et højdepunkt, så er det en oplevelse, han aldrig glemmer.

- Bare det at gå rundt med Pelé fire uger i træk var jo helt vildt. Han var fuldstændig nede på jorden. Alt fokus var på ham, og hver gang ham kom, gik folk helt amok, men han var rar, og han havde tid til alle, fortæller Søren Lindsted.

Derfor gør Pelés død også ekstra indtryk på den tidligere fodboldspiller.

- Det er jo altid trist, når nogen går bort. Så kommer man til at tænke på den tid, man selv havde sammen med ham. Det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg fik lov at møde ham. En elegant spiller, man bare nød at se spille.