Millionerstatning og udsigt til ligeløn vækker glæde og knuser hjerter i USA

USA's kvindelandshold i fodbold får trecifret millionerstatning og udsigt til ligeløn.

Megan Rapinoe og Alex Morgan (th.) mener, at aftalen med USA's fodboldforbund er en kæmpe sejr for alle involverede. Men ikke alle er enige. (Foto: © CHRISTIAN HARTMANN, Ritzau Scanpix)

Megan Rapinoe smiler og puster ud, inden journalisten er færdig med sit spørgsmål.

- Det er en god dag, Robin. Det er en god dag.

Den 36-årige amerikanske fodboldspiller er svært tilfreds, da hun svarer på, hvad den nye aftale med USA's fodboldforbund betyder for hende og resten af kvindelandsholdet.

De to parter, landsholdet og forbundet, har indgået en aftale, der sikrer det amerikanske kvindelandshold udsigt til ligeløn og en millionerstatning, der kompenserer spillerne for de år, hvor de ikke har fået det samme som herrelandsholdet i landsholdsturneringer.

I forbindelse med kvindernes kampdag for knap tre år siden sagsøgte landsholdet det amerikanske fodboldforbund og krævede en erstatning på 66 millioner dollars for kønsdiskrimination.

Søgsmålet blev i 2020 afvist i retten, men nu er det amerikanske fodboldforbund gået med til en aftale, hvor de udbetaler godt en tredjedel af det ønskede beløb. 24 millioner dollars. Svarende til 160 millioner danske kroner til deling mellem de tidligere involverede og nuværende spillere på kvindelandsholdet.

Derudover har det amerikanske fodboldforbund givet lovning på at indføre ligeløn i alle landsholdsturneringer fremover.

Landsholdsspillerne Margaret Purce (tv.) og Megan Rapinoe besøgte præsident Joe Biden for et år siden i forbindelse med den amerikanske ligelønsdag, hvor der gøres opmærksom på de kønsbestemte lønforskelle. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)

Flere års kamp bar frugt. Eller gjorde den?

I en seks år lang periode har Megan Rapinoe og landsholdskollegaerne råbt op om de mindre attraktive forhold, som USA's landsholdskvinder er blevet stillet i udsigt i modsætning til mændene.

Sidste år talte Megan Rapinoe i Det Hvide Hus for at gøre opmærksom på emnet, og de seneste uger har indsatsen båret frugt.

For knap en måned siden landede der på ligaplan en historisk aftale, da de kvindelige fodboldspillere i den bedste amerikanske fodboldrække nu kan se frem til sikret barsel, minimumsløn på 230.000 danske kroner om året og et halvt års fuld løn for fravær på grund af psykiske lidelser.

Og nu er der i landsholdsregi landet en aftale, der vækker begejstring hos blandt andre Megan Rapinoe.

Det er dog ikke alle, der er lige positive stemte over for den nye aftale. Den tidligere amerikanske landsholdsmålmand Hope Solo delte onsdag sin utilfredshed i et opslag på det sociale medie Twitter. Hun mener ikke, at aftalen 'er den store sejr', når man læser det med småt.

- Det er hjerteknusende og irriterende. Et 'løfte' om ligeløn fra forbundet og tilbagebetaling til en bestemt gruppe spillere er ikke ligeløn, og det er ikke, hvad denne kamp handlede om, skriver Hope Solo.

Hun langer i samme omgang ud efter blandt andre sine tidligere holdkammerater Megan Rapinoe og Alex Morgan for at være dem, der har vist mest hensyn til forbundet gennem den lange kamp.

- De ved begge, at dette ikke er en sejr. De ved, at det er en hurtig udvej af en kamp, som de aldrig rigtig har været i, lyder kritikken fra Hope Solo.

Hope Solo har vundet både OL- og VM-guld med USA og er to gange kåret som den bedste målmand ved en VM-slutrunde. Hun stoppede sin karriere i 2016. (Foto: © Wolfgang Rattay, Scanpix Denmark)

Megan Rapinoe kvitterede aftalen i talkshowet Good Morning America med disse ord:

- Det er virkelig en fantastisk dag. Jeg tror, at vi kommer til at se tilbage på denne dag og sige, at dette var øjeblikket, hvor amerikansk landsholdsfodbold ændrede sig til det bedre, lyder det fra Megan Rapinoe.

'Ligeløn' ikke på bordet i Danmark

Fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, har ikke nærlæst aftalen mellem USA's fodboldkvinder og forbundet, men det glæder ham, at der generelt er fremskridt at spore i kvindefodbolden.

- I forhold til at skabe lige vilkår og betingelser er der mange nationer, der bevæger sig den vej og investerer massivt i kvindefodbold. Det gælder også DBU, hvor der investeres mere og mere i kvindefodbold, siger Peter Møller til DR Sporten.

Fodbolddirektøren understreger, at strukturen omkring det amerikanske landshold skiller sig ud fra det danske.

Derudover pointerer han, at ligeløn nok ikke er det helt rette udtryk at bruge, da DBU ikke aflønner sine spillere, men honorerer dem for at repræsentere landet.

En sådan ligelønsaftale, eller ligehornoreringsaftale om man vil, har ikke været samtaleemnet rundt om bordet under de seneste forhandlinger mellem DBU og de danske spillere.

- De eneste, der skriger på ligeløn, er pressen. Vores forhandlingsparter har på intet tidspunkt snakket om honoreringen. Det har handlet om, hvad vi kunne gøre for at skubbe til ting og stå med en pokal, siger Peter Møller.

Her nævner han, at man fra DBU's side er ved at etablere et stærkt setup omkring kvindelandsholdet, der gør det muligt at række ud efter sølvtøj.

Peter Møller har været fodbolddirektør i DBU siden 2018. I sin tid som professionel fodboldspiller fik han 20 kampe for herrelandsholdet. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Samtidig udelukker Peter Møller ikke muligheden for, at man på sigt kan ende samme sted som i USA. Dette stiller dog særlige krav til tilskud fra internationale fodboldforbund, kommercielle indtægter, mediedækning og fulde stadioner på hjemmebanen i Viborg.

- Jeg har ikke noget imod, at kvinder og mænd får det samme for at spille på landsholdet. Men hvis alle skal have det samme som mændene, er vi nødt til for eksempel at nedlægge nogle ungdomslandshold eller give færre penge til børnefodbold, siger DBU's fodbolddirektør.

Landsholdsaftalen for det danske kvindelandshold blev forlænget i 2020 og løber frem til 2025.