Mørk aften på Wembley: Ungarske fans i voldsom kamp med politiet

I 1-1-kampen mellem England og Ungarn i VM-kvalifikationen måtte politiet ty til slagvåben.

Ungarske fans slået til blods under VM-kvalifikationskampen mod England tirsdag aften. (Foto: David Klein/PA Images/Ritzau Scanpix © Sportimage/PA Images)

Knipler og knytnæver blev udvekslet på kryds og tværs på Wembley tirsdag aften.

Allerede inden VM-kvalifikationskampen mellem England og Ungarn blev fløjtet i gang, markerede udeholdets fans deres utilfredshed. De engelske spillere knælede for at protestere mod racisme, hvilket fik en gruppe af udeholdets fans til at buhe, mens nogle flagede med et banner, der viste en knælende spiller med en streg over.

Kort efter udbrød der slagsmål, da politiet ville anholde en tilskuer, som havde ytret sig racisitisk mod en sikkerhedsvagt, hvilket fik urolighederne til at begynde. Det engelske politi, der virkede i undertal, tyede til slagvåben i et forsøg på at kontrollere menneskemængden, før de efter alt at dømme blev tvunget ned i gangene under stadion, mens tilskuerne kravlede over afspærringen og begyndte at slås med sikkerhedsvagterne.

Det skriver medier som Sky Sports, Reuters, BBC og The Guardian.

  • Harry Kane (th.) knæler før startfløjt. I baggrunden har ungarske fans medbragt et banner i protest mod aktionen imod racisme. (Foto: Paul Marriott/Shutterstock/Ritzau Scanpix © Paul Marriott/Shutterstock/Ritzau Scanpix)
  • Urolighederne brød ud tidligt i kampen, da politiet ville anholde en ungarsk tilskuer. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Ritzau Scanpix)
  • Ungarske fans fejrer holdets scoring midtvejs i første halvleg ved at smide en røgbombe. (Foto: Carl Recine © Ritzau Scanpix)
1 / 3

'Svært at tale frit'

Det engelske fodboldforbund, FA, vil undersøge hændelsen, og Fifa har også valgt at gå ind i sagen. Det internationale fodboldforbund meddeler, at man i skrivende stund analyserer aftenens hændelser for at finde frem til en passende aktion. Derudover ser Fifa også nærmere på kampen mellem Polen og Albanien, der blev afbrudt, fordi tilskuere kastede med flasker og andet mod de polske spillere.

- Fifa fordømmer på det kraftigste hændelserne i England mod Ungarn og Albanien mod Polen og vil gerne fastslå, at dets holdning fortsat er fast og beslutsom i afvisning af enhver form for vold såvel som enhver form for diskrimination eller misbrug.

Englands landstræner, Gareth Southgate, så ikke slagsmålet udfolde sig.

- Jeg hører først om det nu, mens vi laver de her interviews. Jeg vidste godt, at der var uroligheder. Det lyder som noget, der ikke er acceptabelt, men jeg har ikke set det i detaljer, sagde han til BBC Radio 5 Live efter kampen.

Forsvarspilleren Tyrone Mings havde modsat sin træner registreret slagsmålet på lægterne. Protesterne ændrer intet for ham eller resten af Englands spillere, fortæller han.

- Det er svært for mig at snakke frit om en problemstilling, der omhandler politiet. Hver gang vi taler om racisme, ser det aldrig ud, som om straffen er på højde med, hvad der skete. Jeg håber inderligt, at straffen (denne gang, red.) stemmer overens med, hvad der er sket, sagde han ifølge The Telegraph.

Du kan høre forsvarsspillerens udtalelser efter kampen i videoen herunder.

Hans forsvarskollega John Stones stemmer i.

- Hvis de fremviser bannere, som er imod, hvad vi tror på som nation, har jeg intet godt at sige om dem som supportere og som mennesker. Det er foruroligende og forkert at høre om sådan noget efter en kamp, siger John Stones.

Ungarns landstræner, Marco Rossi, nægtede at udtale sig om tilskuernes opførsel.

- Det er ikke min opgave. Alt, hvad jeg siger, kan blive opfattet på en anden måde, sagde han ifølge The Telegraph.

Men det er ikke et engangstilfælde, at farvede spillere mødes af racistisk eller diskriminerende adfærd på fodboldstadions i det østlige Europa. Tværtimod.

Et romerlys landede på banen, da England spillede på udebane i Ungarn i september. (Foto: Leonhard Foeger © Ritzau Scanpix)

Afvisende overfor europæisk pres

Scenerne fra Wembley er næsten en tro kopi af de to holds møde i Ungarn tilbage i september, hvor både en kaskade af plastikkrus, et romerlys og også racistiske tilråb blev rettet mod de engelske spillere.

Under EM modtog Ungarn en straf af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, for diskriminerende adfærd. Tre hjemmekampe for lukkede døre. Kvalifikationsturneringen til verdensmesterskabet foregår dog i Fifa-regi og er derfor ikke omfattet af den straf.

Fra officielt hold lytter Ungarn til kritikken, men samtidig er stemningen også, at man er afvisende over for meget af det udefrakommende europæiske pres. Det har Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, tidligere fortalt i et interview med DR Sporten.

- Det er en stærkt højreorienteret, homofobisk og meget konservativ gruppe, som selvfølgelig støtter det ungarske hold, men hvor man tager det politiske med ind, siger Flemming Splidsboel.

Det er et forsvar af den politik, der er ført i Ungarn, hvor man insisterer på at køre sin egen linje på en række spørgsmål og ikke følge EU. Heriblandt emner som individets rettigheder og håndteringen af immigration.

- Det er den modstand, der bliver trukket med ind på stadion og kommer til udtryk. Det er det segment, som er mest højlydt og synligt, forklarer han.

Efter gårsdagens kamp meddelte det engelske politi, at man havde arresteret omkring 40 ungarske tilskuere og ventede på forstærkninger, som kunne hjælpe med at transportere dem væk fra Wembley.

Facebook
Twitter