Morten Bruun: 'Det danske landshold mangler en Gareth Bale-type'

Morten Bruun misunder Wales for at have en spiller som Gareth Bale, og savner en lignende spiller på det danske landshold.

Gareth Bale, der til dagligt spiller i Real Madrid, er den helt store stjerne på det Wales-hold, der søndag gæster Danmark. (Foto: GEOFF CADDICK © Scanpix)

Søndag aften debuterer Danmark i Nations League.

Wales er modstanderen i Aarhus, og der er særligt én waliser, man skal holde øje med ifølge Discovery's fodboldekspert, Morten Bruun, og det er Real Madrid-stjernen Gareth Bale.

- Han er vel i princippet for god til at spille for Wales, siger Morten Bruun.

- De er dybt, dybt afhængige af ham. Det er jo ikke rimeligt at sige, at Gareth Bale er verdens bedste fodboldspiller, men det er vel rimeligt at sige, at der er ikke noget landshold i verden, der er så afhængigt af en enkelt spiller, som Wales er af Gareth Bale.

Selvom det næppe er godt at være afhængig af en enkelt spiller, så mener Morten Bruun, at den walisiske kantspiller har evnerne til at være omdrejningspunktet for det walisiske landshold.

- Hvis man skal være meget afhængig af en enkelt spiller, så er det jo rart, at være afhængig af en spiller som Gareth Bale. Han er alt det, som det walisiske landshold behøver.

- Han har udviklet en evne til at lave mål, der både er meget afgørende og meget, meget spektakulære. Det er meget ofte, at Gareth Bales mål er det, jeg vil kalde ikoniske.

- Han er en vanvittigt kraftfuld spiller, man føler nærmest, at han er mere kraftfuld end alle andre på banen, siger Morten Bruun.

Morten Bruun misunder Wales, at have en spiller som Gareth Bale, der både er holdets ubetinget største profil, men også en leder på banen.

- Rent ud sagt, kunne jeg godt ønske mig, at vi havde en figur som Gareth Bale på det danske landshold, for det synes jeg ikke, vi har. Jeg synes ikke, at der er nogen af spillerne på det danske landshold, der i så høj grad er alt det, vi kunne ønske os af en topprofil, siger Morten Bruun.

Den danske EM-vinder fra 1992 skal da også på stadion i Aarhus, for at se nærmere på den walisiske stjerne.

- Jeg bor jo i Aarhus, og jeg skal ind for at se kampen, og det er primært på grund af Gareth Bale. Der er bare nogen spillere, hvor fascinationskraften er så stor, at jeg kommer på stadion primært for at se dem, siger Morten Bruun.

Nations League er en ny turnering, som Uefa har lanceret, hvor de europæiske landshold er inddelt i fire ligaer. Turneringen er et supplement til EM-kvalifikationen, og der spilles også om billetter til EM-slutrunden i 2020.

Der er kick-off i Aarhus klokken 18.00. Kampen kan ses på Kanal 5 og følges direkte i radioen i LIGA på P3.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter