Morten Olsen skal se guldkampen i Farum

Landstræner Morten Olsen drager til Farum Park i aften for at se på EM-spillere og mulige kandidater.

FC København og Parken eller FC Nordsjælland og Farum Park?

Fodboldlandstræner Morten Olsen smutter i aften til Farum for at se afslutningen på superligasæsonen, hvor enten FCN eller FCK vinder mesterskabet i sidste spillerunde.

- Farum ligger tættest på Helsingør, og man kan sige, at vi har flest spillere med fra FC Nordsjællands hold.

- Det har intet at gøre med, om jeg hepper på FCN eller FCK, for vi har også Lars Jacobsen i FCK, siger Morten Olsen.

- Men Lars kender vi meget godt, så jeg vil hellere se nogle af de unge spillere fra FCN an, lyder det fra landstræneren.

FCN-spillerne Andreas Bjelland og Tobias Mikkelsen er allerede udtaget til EM-holdet, og et godt bud er, at Morten Olsen desuden skal se nærmere på offensivspilleren Kasper Lorentzen.

Den tidligere Brøndby-spiller har tidligere været med på landsholdet, og desuden har Morten Olsen meldt ud, at han kigger på angribere til sin trup.

Nicklas Bendtner er eneste angriber på holdet lige nu, mens Nicklas Pedersen fortsat kun er med på prøve.

Landstræneren vil ikke røbe, hvem han specifikt kigger på hos FCN, hvor også offensivspilleren Mikkel Beckmann og venstrebacken Patrick Mtiliga tidligere har spillet for Danmark.

- Der er kandidater rundt omkring, men alle ved, at de sidste to spillere til vores hold skal komme fra Superligaen, siger landstræneren.

Mens han selv er på Farum Park, ved han ikke, hvor resten af trænerstaben ellers vil være placeret i aften, hvor alle seks superligakampe begynder klokken 20.

- Vi har ikke aftalt, hvem der tager hvorhen. Men vi bliver rigt repræsenteret, og vi er i hvert fald til stede til kampene i Parken og i Farum, fortæller Morten Olsen.

Den endelige EM-trup på 23 spillere, hvor der altså mangler to navne, bliver ifølge Morten Olsen først offentliggjort torsdag morgen.

Men de to udvalgte spillere får det formentlig at vide i aften, så de kan møde til landsholdstræningen i Helsingør torsdag formiddag.

Inden sidste spillerunde fører FCN ligaen, to point foran FCK. FCN møder AC Horsens og FCK tager imod Silkeborg.