Mourinho modtager sms med støtte fra United-bestyrelsen

José Mourinho siger, at mediernes "menneskejagt" mod ham har påvirket nogle af Manchester United-spillerne.

(Foto: Phil noble © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Manchester United undgik med nød og næppe en ny fiasko, da holdet lørdag aften vendte 0-2 til en 3-2-sejr mod Newcastle i Premier League.

Dermed blev det også til lidt tiltrængt succes for manager José Mourinho, der har været rygtet på vej mod en fyring. Og efter kampen insisterede manageren på, at han har opbakning internt i klubben.

- Alle dem, der læser aviserne og er på de sociale medier, troede måske, at jeg ville være væk nu.

- Og hvis jeg ikke havde modtaget en sms fra min bestyrelse om ikke at læse aviserne, så havde jeg også været overbevist, siger Mourinho efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Efter en sløv start på sæsonen ligger United på ottendepladsen i ligaen. Klubben har seks point op til topholdene Manchester City og Liverpool, der mødes på Anfield søndag eftermiddag.

Den ringe pointhøst har fået flere medier til at skrive om en mulig fyring. Men ifølge Mourinho er der tale om en "menneskejagt".

- Jeg er 55 år. Det her er første gang, jeg ser en menneskejagt. Jeg kan håndtere det. Jeg kan leve med det. Men nogle af spillerne håndterer det ikke særlig godt, selv om det ikke er dem, der bliver jagtet, siger han.

Mourinho mener, at medierne kritiserer ham for selv ting, som ikke har noget som helst med portugiseren at gøre.

- Som en af mine venner sagde til mig i morges: Hvis det regner i London i morgen, så er det min skyld. Hvis der er problemer med brexitforhandlingerne, så er det min skyld, siger Mourinho.

Manchester United kom bagud 0-2 allerede efter ti minutters spil i søndagens opgør på hjemmebane mod Newcastle.

Takket være tre scoringer i slutningen af anden halvleg blev resultatet dog vendt. Det fik blandt andet United-tilhængerne til at synge Mourinhos navn på Old Trafford - hvilket manageren gerne ville have været foruden.

- Jeg var forbavset over den reaktion. Det vil jeg helst ikke have, og hvis jeg kunne bede dem om at lade være, så ville jeg gøre det.

- Fordi det handler ikke om mig. Det handler om den fodboldklub, de elsker, og den fodboldklub, som vi repræsenterer med ære og værdighed, lyder det fra den portugisiske manager.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter