Mourinho smuglet i vasketøjskurv

Chelseas træner Jose Mourinho skulle angiveligt være blevet gemt i en vasketøjskurv og fragtet bort for at omgå et forbud fra UEFA for to år siden.

Chelseas manager, Jose Mourinho, skal have omgået reglerne via en vasketøjskurv for at tale med sine spillere. (Foto: Eddie Keogh © Scanpix)

Chelseas træner Jose Mourinho skulle angiveligt være blevet gemt i en vasketøjskurv og fragtet bort for at omgå et forbud fra UEFA for to år siden, skriver to britiske aviser tirsdag.

Mourinho var blevet udelukket fra al kontakt med sine spillere til kvartfinalekampene i Champions League mod Bayern München på grund af åbenmundethed.

Ifølge observanter skulle Mourinho have overværet kampen på et tv i omklædningsrummet og have givet ordrer til fitnesstræneren Rui Faria, der stod med høretelefoner gemt under en hat.

Både The Daily Mail og The Times skriver, at træneren 10 minutter inden dommerens sidste fløjt blev fragtet bort i vasketøjskurven.

I en pressemeddelelse henviser Chelsea til, at UEFA, der havde kontrolleret kampen dengang, havde meddelt, at alt foregik som det skulle.

Facebook
Twitter