Nadia Nadim er ekstremt skuffet over kritik af hendes Qatar-besøg

Den danske fodboldstjerne har modtaget heftig kritik for at besøge VM-værtslandet Qatar.

Nadia Nadim fik kritik for sit besøg til Qatar. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Hun er med til at 'male et skønmaleri af det qatarske samfund', lød kritikken, da Nadia Nadim i sidste uge blev set i en video på sociale medier, hvor hun talte om Qatars gode gerninger for blandt andre afghanske flygtninge.

Men Nadia Nadim er selv skuffet over den kritik, der har været af hendes besøg i Qatar. Det skriver hun i et længere opslag på sine sociale medier.

Qatar har været stærkt kritiseret for brud på menneskerettighederne i forbindelse med byggerierne af de stadioner, der skal huse VM i fodbold i 2022.

Landet har fået kritik for kummerlige vilkår for de migrantarbejdere, der bygger VM-stadionerne, mens også tilbageholdelelsen af to norske journalister, der forsøgte at afdække migrantarbejdernes forhold er blevet kritiseret.

Senest har kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fået underskrifter fra 21 ud af 27 EU-lande på en erklæring om, at der skal være mere demokrati og transparens i tildelingen af værtsskaber for store idrætsbegivenheder.

Så at en dansk landsholdsspiller taler positivt om det qatarske regime, vækker forargelse hos Stanis Elsborg, der er senioranalytiker hos organisationen Play the Game, der arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

- Det er uheldigt, at vi har en dansk fodboldspiller, der lader sig indhylle i den propagandamaskine, som Qatar for alvor er ved at rulle ud, sagde Stanis Elsborg i sidste uge.

Men sådan ser Nadia Nadim det ikke, skriver hun i et længere opslag på Twitter.

Hun forklarer, at hun besøgte Qatar i forbindelse med en undersøgelse af sit korsbånd, som hun beskadigede tidligere i år. I den forbindelse blev hun tilbudt at besøge et flygtningecenter, der huser tusinder af afghanske flygtninge.

- Det er ekstremt skuffende at læse og høre folk dømme mine handlinger. Jeg brugte tid sammen med børn, der er vokset op på samme måde som mig, nogle af dem adskilt fra deres familie.

- De er nu i et sikkert miljø, og det var en dybt meningsfuld oplevelse for mig at være sammen med dem, skriver Nadia Nadim.

DBU-direktør Jakob Jensen fastslog, at DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) ikke ville sættes i forbindelse med Nadims besøg i Qatar. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Nadia Nadim skriver, at hun bestemt ikke er enig i alt, hvad Qatar gør. Men:

- Det står klart, at når det kommer til Qatar, så er alting sort og hvidt. Hvis Qatar gør noget positivt, er det propaganda, og alt, der er skidt, må være virkeligheden.

- Jeg tror på at være en del af forandring og fremskridt. Jeg ved, at jeg, med min historie, viden og sociale samvittighed, kan spille en positiv rolle i at støtte de fremskridt, lyder det fra Nadim.

Hun skriver videre, at nogle af hendes egne familiemedlemmer blev evakueret fra Afghanistan takket være Qatar, men at hun også er opmærksom på Qatars forhold til Taliban.

- Under mine besøg har jeg taget mig tiden til at forstå virkeligheden og den rolle, jeg kan spille i at bygge broer mellem kulturer gennem fodbold, skriver Nadim.