Nordisk nabobrag om EM-billet ender i pointdeling

Sverige og Norge spillede 1-1 i Stockholm, og de to nabolande presses hårdt af Rumænien i EM-kvalifikationen.

Sverige og Norge spillede 1-1 på Friends Arena i Stockholm. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Sverige og Norge ligger i åben krig om en EM-billet, og heller ikke i andet forsøg fandt man en vinder, da naboerne søndag aften delte point med 1-1 i Stockholm.

Tidligere på året blev det 3-3 i Oslo i den første kamp mellem de to nationer.

Spanien fører suverænt gruppe F, som er reduceret til et spørgsmål, om det skal være Sverige, Norge eller Rumænien, der følger med sydeuropæerne til slutrunden.

Hverken svenskere eller nordmænd kan beklage sig over pointdelingen i en kamp, hvor ingen rigtig tilkæmpede sig et overtag.

Kaptajnen kiksede

De første 45 minutter var livlige, men temmelig chancefattige, og det virkede naturligt, at der skulle en grov fejl til for at få hul på målscoringen.

Den ellers pålidelige kaptajn Andreas Granqvist kiksede fuldstændig en tværaflevering i den svenske bagkæde og gav Norge en tre-mod-to-situation.

Joshua Kings centring endte hos Martin Ødegaard, der omgående ekspederede bolden videre til fremstormende Stefan Johansen, som let kunne sende bolden i nettet.

Sekunder senere fløjtede dommeren til pause, og Norges svenske landstræner, Lars Lagerbäck, kunne gøre sit hold klar til at modstå et forventet svensk stormløb i anden halvleg.

Nordmændene kom dog ud til kampens sidste halvdel med en alt for afventende attitude, hvor man pakkede sig sammen i to kæder foran feltet, mens bolden blev overladt til hjemmeholdet.

Den slags er nordmændenes defensiv ikke stærk nok til at stå imod, og der gik da også kun et kvarter, før der var udlignet.

Svenskerne bragte balance i regnskabet

Sverige kunne uforstyrret spille bolden rundt på kanten af feltet, og Emil Forsberg fik frit lejde til at hakke bolden fladt ind i målet bag Rune Jarstein.

Målet fik nordmændene længere frem på banen, men ingen af holdene var villige til at tage de store chancer i en kamp, hvor et nederlag kunne blive dyrt i det store regnskab.

Spørgsmålet er dog, om den egentlige vinder af nabofejden i virkeligheden blev Rumænien, der med ti point klemmer sig ind mellem Sverige med 11 og Norge med ni point i tabellen.

Rumænerne har hjemmebane mod begge de skandinaviske nationer senere på efteråret.

Tidligere på aftenens vandt netop Rumænien 1-0 hjemme over Malta, mens Spanien i gruppens sidste kamp hentede en pligtsejr på 4-0 på eget græs over Færøerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter