Norsk klub sætter fokus på Qatar, hvis du scanner den nye trøje med din telefon

Tromsø retter kritik mod migrantarbejdernes forhold i Qatar.

Den tidligere migrantarbejder Malcom Bidali poserer i Tromsøs nye trøje. Han blev arresteret for at skrive om forholdene i Qatar. (Foto: Tromsø IL / Amnesty International © Tromsø IL / Amnesty International)

300 solgte trøjer siden mandag aften.

Det lyder måske ikke af meget, men Tromsø IL har aldrig haft så travlt i fanshoppen. Det fortæller Øyvind Alapnes, der er direktør for den norske fodboldklub.

- Det er meget for en lille klub som os. Især på en enkelt dag, siger han og griner.

Tromsøs nye tredjetrøje er intet mindre end en verdensnyhed, fortæller han.

Som de første nogensinde har den norske klub nemlig præsenteret en såkaldt QR-kodetrøje, der kritiserer Qatar. Scanner du trøjen med din telefon, bliver du sendt videre til en informationsside om værtsnationen for VM i 2022.

Trøjen er designet i samarbejde med Amnesty International og blev skabt, da Tromsø følte, at der ikke skete nok i debatten om VM i Qatar.

For nyligt blev de norske journalister anholdt, mens de var på arbejde i Qatar, men kritikken er i ti år haglet ned over ørkenstaten for brud på menneskerettigheder forud for VM i fodbold i 2022.

Dog har diskussionen om VM i Qatar mest været præget af snak og knap så meget aktion, siger Øyvind Alapnes.

- Det burde ikke have været os som klub, der sagde fra, men nogen med langt større betydning og gennemslagskraft. Da ingen gav sin holdning til kende, følte vi os nødsaget til at gøre det, forklarer direktøren.

Tromsøs direktør Øyvind Alapnes (tv.) og spiller Tom Høgli (th.) med den nye trøje. Sidstnævnte markerede sin utilfredshed med værtsnationen i 2015, da han spillede i FCK (Foto: Tromsø IL / Amnesty International © Tromsø IL / Amnesty International)

'Vi har nået vores mål'

Så for at ramme beslutningstagerne i Fifa og Qatars regering fandt Tromsø på trøjedesignet. Han er bevidst om, at Tromsø ikke kan påvirke Qatar alene, men det er endnu en tilføjelse i kritikken, som ruller i øjeblikket, forklarer han.

- Trøjen sætter Fifa og Qatar under mere pres, men den er også informativ. Du kan blive klogere på situationen omkring Qatar og sportswashing, siger Øyvind Alapnes.

- Vi skulle være kreative for at nå de rette folk. Derfor lavede vi QR-kodetrøjen. Vi har nået vores mål, for en masse internationale mediehuse taler om det, så Fifa og Qatar kan ikke undgå at lægge mærke til det.

Og selvom vi skriver december, er den nye trøje ikke et forsøg på at skubbe en ekstra, blød juelegave ind under træet. Tromsø agter på ingen måde at tjene penge på initiativet, forklarer klubbens direktør.

- Når vi er færdige og har solgt den sidste trøje, vil vi ikke selv have tjent penge på den. Det var aldrig målet. Vi taler stadig om, hvor vi sender et eventuelt overskud hen. Det kunne være Amnesty eller andre organistioner, som måske mere har brug for pengene, siger Øyvind Alapnes.

De to parter afholder sammen et seminar om forholdene i Qatar, fortæller direktøren. Temaet er blandt andet skyggesiden af VM og migrantarbejdernes forhold, og dem har Malcolm Bidali personligt fået at føle.

Han poserer iført Tromsøs trøje, fordi han vil sprede budskabet om sine oplevelser. Bidali arbejdede som sikkerhedsvagt i en migrantlejr, men blev anholdt, fordi skrev om 'de dårlige forhold' på sin blog.

- Trøjen er innovativ og vil øge opmærksomheden på, hvad der sker i Qatar. At inarbejde det i en fodboldtrøje med en QR-kode er en brilliant ide, siger Malcolm Bidali i en pressemeddelse.

Nedenfor kan du se og høre Malcolm Bidali sætte ord på initiativet.

Det er ikke Tromsø, der aflyser VM

Planen er, at holdet spiller i QR-trøjen i den sidste kamp i den norske liga Eliteserien mod Viking på søndag. Tromsø har dog endnu ikke besluttet, om den også skal bruges i næste sæson.

- Den her type kampagne handler om at skaffe en masse opmærksomhed her og nu, hvilket vi har formået. Vi har opnået vores mål ved at få folk til at overveje situationen i Qatar igen. Vi fortsætter helt sikkert samarbejdet med Amnesty International.

Og det er rigtigt set, mener Kenneth Cortsen, der er forsker i sportsøkonomi hos profesionshøjskolen UCN. Isoleret set vil trøjen ikke gøre en forskel, men den kan øge det internationale pres på Qatar.

- Det er en handling, der kommer til at skinne igennem internationalt, fordi den er innovativ og kreativ.

- Det er jo ikke Tromsø, der gør, at VM i Qatar bliver aflyst. Men det her taler ind i en relativt ny og stigende tendens til sportsaktivisme, siger Kenneth Cortsen.

Tromsøs direktør Øyvind Alapnes fortæller, at trøjen vil blive produceret i et begrænset antal. Indtil videre er det dog kun klubbens spillere, som har fået et eksemplar til weekendens kamp. Andre interesserede må vente på trøjen til marts.